Allerede næste morgen, da solens bagen mod teltdugen overraskende udeblev, var vi klar over, at der blæste nye vinde over fjeldet. Efter nærmere granskning af de lavt hængende skyer og den tiltagende vind besluttede vi at pakke regntøjet øverst i rygsækken, og det skulle vise sig at være en helt rigtig beslutning.
Vi var ikke nået langt på vejen tilbage mod Hellevassbu, før den første regn ramte os, akkompagneret af en frisk vind som heldigvis ramte os i ryggen. Som tiden gik, blev regnen mere og mere vedholdende, og det endte som lidt af en ”snuden i sporet” dag, hvor kun stædig tro på sommeren forhindrede os i at finde hue og vanter frem fra rygsækken. Dagens vejr var en lille påmindelse om, hvorfor vi slæber rundt på tarp, varmt tøj og Gore-tex på en ellers dejlig sommertur. En påmindelse som at dømme efter påklædningen af et par andre vandrefolk, vi mødte, var tiltrængt.
Nu var det så heldigt, at snuderne alligevel pegede mod Hellevassbu, og eftersom der ikke er så meget andet at lave på sådan en dag end at vandre, ja så fortsatte vi med forhåbningerne om en lun hytte og en køje. Vi havde alle prøvet det før, kendte rumlen og vidste, at vi kunne gå i timevis, hvis bare der blev fyldt lidt på depoterne ind i mellem. Da vi hen på eftermiddagen nåede frem til hytten, var regnen aftagende, men vi havde vænnet os til tanken om en nat på hytte, så sådan blev det.
Nu hvor der var adgang til urationeret gasblus, blev den altid medbragte grødris trukket op af proviantposen og drengene fik risengrød lavet på pulvermælk, mens de voksne fik en improviseret dåseret fra maddepotet.
På hytten mødte vi en del ellers velorienterede og veludrustede unge vandrefolk fra bla. Holland og England, som til min overraskelse slæbte rundt på store vandflasker og troligt kun tog vand, hvor et træskilt ved hytten foreskrev, at der var drikkevand. Jeg forelagde dem min undren og kunne til deres lettelse oplyse, at de roligt kunne drikke alt det rindende vand de fandt på fjeldet, i hvert fald i denne højde. Faktisk var der ingen forskel på det vand, de troligt hentede ved skiltet og det vand, de ville finde alle andre steder på fjeldet. Ved nærmere eftertanke burde de have båret et par kilo gevirer ned til Haukeli for mig som tak for den oplysning……
Fra Hellevassbu kan man nå Haukeli på en dag, men det er en lang tur, og siden vi havde både tid og telt, valgte vi at dele den op i to etaper. Det blev til et glædeligt gensyn med Mannevatn, hvor vi belært af den manglende aftensol og den affødte fadæse med rugbrødet, placerede vores telt et lidt andet sted. Her havde vi aftensol men til gengæld ikke læ, man kan ikke få det hele, heller ikke på fjeldet.
Vi drømte vist alle lidt om den snarlige tilbagevenden til civilisationen, men på sidstedagen blev længslen langsomt iblandet et vemod over at skulle sige farvel til fjeldet, det simple vandreliv og det at være uforstyrret tæt på hinanden. Jeg bilder mig ind, at der var momenter, hvor selv Mads og Jakob ville have byttet udsigten til en snarlig stor is for endnu et par dage uden mobilforbindelse.
Vi tilbragte 10 dage på fjeldet, tilbagelagde beskedne 110 km og 3300 højdemeter. Vi medbragte ca. 50 kg. udstyr og proviant fordelt på fire rygsække (+ 5 kg. gevirer på de sidste 50 km). Vi havde på intet tidspunkt travlt og slog lejr, når det passede os, lige som det skal være på en god telttur.
Dette er en del af en samlet turberetning. Du kan læse de øvrige dele og se flere billeder på www.tranumthomsen.dk.