Nu vidste vi jo godt, at vores nyfundne græstange for enden af Håhellervatn var våd og under omstændighederne et stykke fra perfekt. Hvad, næsten 48 timers uophørlig regn ville tilføje, kom måske alligevel en anelse bag på os.
Det regnede og regnede, alt i mens vores allerede fugtige lejrplads mere og mere antog karakter af en sø. Løsningen på dette lå dog lige for. Nemlig at lave (hvad vi kalder) en Monsen i uvejr, som i al sin enkelthed består i at kravle i posen og vente på bedre vejr.
Vi lå i vores soveposer og lyttede til regnen, mens vi lovpriste vores trofaste telt og ikke mindst den solide og faste bund med høje sider. Ud på lørdagen måtte vi dog konstatere, at selvsamme teltbund trods de knap 10 cm høje sider havde spillet fallit. Vi havde nu vand i teltet! Det gav lidt adspredelse i form af at flytte rundt på vores isenkram og redde, hvad reddes skulle. I den forbindelse fik vi i øvrigt indført et nyt begreb i vores friluftsordforråd, nemlig “den absolutte tørzone”. Defineret ved placeringen af de ting, som under ingen omstændigheder måtte blive våde, såsom soveposer og tøj.
På dette tidspunkt var vi så småt begyndt at indse utilstrækkeligheden af vores placering i forhold til den forestående Open Basecamp. Dog regnede det fortsat massivt, og vi var afskåret fra at tage action på denne kedelige erkendelse.
Med den absolutte tørzone sikret og en Garmin inReach vejrudsigt, som lovede bedring ud på natten til søndag, kravlede de af os, som ikke allerede var i soveposen, tilbage i den. Efter at have tilbragt mestedelen af de foregående 24 timer i soveposen vågnede vi tidligt søndag morgen. Stilheden var nærmest larmende…….ingen regn hamrede mod teltdugen, og pludselig kunne vi høre brusen fra den nærliggende Kvina elv og fårenes evindelige klokker i det fjerne. Som vejrprognosen foreskrev, var det på godt norsk blevet godtvejr!
Mens jeg sad og bryggede morgenkaffe slog det mig…….jeg havde glemt at tage min fiskestang ind, inden vi gik i seng. Med relativt lave forventninger gik (læs; vadede) jeg ned til søbreden og begyndte at tage den ind. Der var bid, og turens første fine fjeldørred var landet på en daggammel regnorm købt i Evje……nu kunne det ikke gå galt!
Stadig berusede af fiskelykken og mætte af de sædvanlige Omniaboller og morgenkaffe begyndte vi ivrigt at tage den endnu våde lejr ned og forberede flytningen til højere land. Motivationen blev bestemt ikke mindre af, at vi stadig vadede rundt i blank vand til anklerne.
Klokken lidt over 10 om formiddagen sad vi tørt og godt i den nye Basecamp ca. 22 meter over søniveau og nød en kop velfortjent formiddagskaffe/kakao i solen. Nu var det bare at vente på ankomsten af de første gæster i Open Basecamp.
0 kommentare til “Den absolutte tørzone”