

Hjemvendt efter næsten to uger på højfjeldet med regn, kulde, sol og vind er det tid til at drage konklusioner på både nyt og velkendt grej. Hård brug er ikke nogen videnskabelig test, men dog det eneste som virkelig tæller.
Garmin GPSMAP 66i
Den nye GPSMAP 66i fulgte mig troligt på hele årets tur og generelt virkede den upåklageligt. Den tålte alle de tæsk, som Garmins tidligere modeller har tålt før den, og som den slags udstyr skal kunne tåle. Den fik vand, kulde, sol, slag mod sten, blev trådt på, osv. uden at tage skade. Tilmed udviste den et meget beskeden strømforbrug og krævede således kun få opladninger under turen. Dette til trods for at jeg måtte opgive at bruge ekspeditionsmode.

Når jeg satte den i det strømbesparende ekspeditionsmode, oplevede jeg nemlig flere gange, at den slukkede helt. I et par tilfælde var flere indstillinger sat tilbage til standardindstillinger, når jeg tændte den igen. Jeg oplevede også et par gange, at den ved opstart ikke indlæste kort fra SD kortet og måtte genstartes, før de kunne bruges.
I den mere alvorlige ende havde jeg problemer med at få sms beskeder igennem via inReach til nogle mobilabonnenter. Det anser jeg for et problem, for når jeg trækker Iridium kortet, er det fordi, det er vigtigt. Jeg forventer, at beskeden når frem og som absolut minimum, at jeg får besked, hvis den ikke gør. Garmin – stram op!
Opdatering
Garmin har efterfølgende udsendt softwareopdateringer som har rettet de omtalte fejl og med den seneste software har vi ikke set nogen problemer. Tak til Garmin……det er derfor vi bruger jeres produkter 🙂
RavPower solpanel og powerbank
I år testede vi også et 16W solpanel fra RavPower sammen med en 10.000 mAh powerbank også fra RavPower. Dette sæt fungerede upåklageligt også selv om solpanel og powerbank måtte tåle en del tæsk fra vinden, mens det hang i teltbardunerne.

Powerbanken var fuldt opladet på en formiddag, selv med lidt skyer på himlen, og 10.000 mAh powerbanken formåede let at holde liv i udstyr som GPS, walkie talkies og telefoner. Dette sæt kan klart anbefales, og prisen er tilmed ganske rimelig. GrejFreak – et plus i bogen for at hente det hjem.
Feltspade
Til årets tur medbragte vi en lille handy og foldbar feltspade, som burde opfylde behovet, når det handler om at grave en do (læs; toilet) og et par små bålpladser. Tilsyneladende en robust (og lidt tung) lille sag, som dog skuffede fælt, da bladet bøjede både bagover og til siden allerede efter kort tids brug.

Jeg har efterfølgende haft en dialog med Grejfreakhvor spaden er købt og til trods for at de ikke ser det som en reklamation, har de lovet at ombytte til en anden model.
Sea to Summit Comfort Light liggeunderlag
Til årets tur havde vi skiftet et par af de klassiske skumunderlag ud med oppustelige underlag fra Sea to Summit, og vi havde store forventninger til nattesøvnen.
Underlagene var bestilt i overensstemmelse med vores højde og dermed var det ene indkøbt i normal størrelse og det andet i large udgaven. Det, vi ikke var opmærksomme på, var, at ikke blot længden, men også bredden er anderledes på de to udgaver, og det gav problemer. Udgaven i normal størrelse er simpelthen for smal, og med mindre man sover som en stenstøtte, så vågner man med stor sikkerhed ved siden af underlaget.
Anbefalingen må derfor være altid at købe large udgaven af Sea to Summit Comfort Light, uanset kropslængde.
Primus PrimeTech Stove
Primus PrimeTech sættet er ikke nyt i vores grejsortiment, og jeg har før skrevet en længere anmeldelse af dette kogesæt fra Primus. Her forholder jeg mig kritisk til robustheden af en række detaljer som bla. låg og håndtag. Dette materialiserede sig desværre på årets tur, idet det forholdsvis spinkle og komplicerede håndtag gik i stykker. Det lykkedes dog at få det nød-repareret i felten, men det understreger, at der er forbedringspunktet på dette kogesæt, og det er ikke fedt at stå uden grydehåndtag!
Primus kundesupport har efterfølgende sendt mig et nyt håndtag som dog ikke ser ud til at være forbedret i forhold til det gamle.
Omniaovnen
Omniaovnen er bestemt ikke ny i vores udstyr, men den fortjener stadig at få et par ord med på vejen, idet den igen i år løftede niveauet for vores fjeldeventyr. Den producerede naturligvis som altid vores morgenboller, men derudover også æggekage og ikke mindst en fantastisk dobbeltrullet kringle, som mormor laver den.

Den er ganske enkelt genial, og jeg tilgiver den derfor let, at den optager meget plads i oppakningen, og at bakelithåndtaget mørnede og faldt af midt under årets tur. Den bliver kærligt repareret og medbragt igen og igen!
Nordisk Alfheim 19,9 telt
Endelig fortjener vores Basecamp telt også et par rosende ord og det til trods for, at bardunerne begynder at flosse, og elastikkerne er blevet slappe. Det har udholdt utroligt mange tæsk og i år var ingen undtagelse. Vi havde dage med plaskende dagsregn og stiv kuling på kanten af stormstyrke og alligevel stod det fast og holdt tæt.

Efter hjemkomst tog jeg kontakt til Nordisk, som dog skuffede mig ved kun at have bardun i længder af 20 meter til 149,- Det løber op, når man skal bruge 14 x 7 meter, som i øvrigt ikke går op i 20! Helt nøjagtigt bliver det til Kr. 1043,- Elastikkerne har de slet ikke som reservedele. De laver fede telte, som holder i mange år, og så skal der også være styr på reservedelene til en rimelig pris. Nordisk – stram op!
Uanset så skal vores trofaste telt opdateres inden næste tur, og til det formål har jeg nu indkøbt 100 meter naturfarvet 5 mm ØKO-tex certificeret PPM cord, rope clamps og krympeflex ved paracord.eu. Sidstnævnte skal bruges til at udskifte elastikker med faste bardunringe. Totalpris Kr. 370,-
Du kan læse mere om udskiftning af barduner og stropper her.
0 kommentare til “Det som holder og det som ikke gør”