

Tågen lå tæt og der var ikke en vind der rørte på sig, da vi gjorde klar til afgang ved bådebroen i Ry. Alligevel havde man en klar fornemmelse af at solen gemte sig et sted bag de lave skyer og bare ventede på sin chance. Da kanoerne var pakket med alle fornødenheder og børnene fordelt i fartøjerne, var der afgang mod Alling Vest teltplads.
Det var en fantastisk sejlads på det blikstille vand og ser man bort fra den menneske- (børne) skabte støj fra sang, gnasken af gulerodsstænger og kommunikation mellem sejlhold, var der fuldstændigt stille.
Fremme ved Allinge Vest teltplads blev bålet tændt og snobrødsdejen gjort klar. Efter ca. 10 min. i lejren var de første børn blevet våde og med det afsæt endte det for flere i en regulær badetur, trods det faktum at kalenderen siger oktober. Til alt held lykkedes det samtidigt solen at brænde igennem tågen så ungerne kunne få varme i kroppen igen.
Menuen stod på rigelige mængder kaffe, snobrød, pølser, pandekager og til undertegnedes store glæde den originale citronmåne fra Dancake.
Det var en super efterårstur med gode venner, masser af leg og bålhygge.