Vi nåede på fjeldet en enkelt nat efter vores adventureeventyr hos TrollAktiv. Godt fyldt op med spænding i kroppen efter forcering af højder og strømfald i alle tænkelige udgaver, var især de voksne i familien klar til lidt ro. Selvom jeg hele ugen i sædvanlig turstil vågnede til duften af nybagt omniabrød og friskbrygget kaffe i teltet, er det bare ikke helt det samme på en flad græsplane ved siden af hovedvej 9 og en flok engelske unge mennesker på lejrtur, som det er at slå teltdugen op til lyde og syn af fjelde, så langt øjet rækker.
Så på trods af en halvdårlig vejrudsigt pakkede vi vores grej, da vi var færdige med den sidste aktivitet og kridtede op ad Suleskardvejen. Vi har kørt vejen et utal af gange og vidste nøjagtig, hvor vi kunne sætte vores lavvu op tilpas tæt på vejen, til at vi kunne slæbe det hele og samtidig være helt oppe på fjeldet. I første omgang var der en del brok over planen og den ekstra køretur, men gensynets glæde var stor, da vi iklædt regntøj og upassende gummistøvler stod ud af bilen og sprang over det første vandløb for at få fjeld under fødderne. Drengene forsvandt over en bakketop og var hurtigt igang med at etablere en base, gøre sig venner med nogle får og lede efter multebær.
Det blev vores hidtil korteste fjeldtur på 12 timer, hvor vi alle fire hurtigt blev enige om, at næste år måtte vi på fjeldet igen. Mads og Jakob fyldte alle vores halvliters flasker med fjeldvand, som de måtte have med hjem til morfar, der også elsker at gå i fjeldet.
Vel hjemme hos mormor og morfar til den sædvanlige hjemkomstmiddag med røverhistorier fra årets Norgesekspedition, viste det sig, at det ikke nødvendigvis skulle vente til næste år med den fjeldtur. Drengene og jeg kunne nemlig komme med på morfars vandretur allerede i år, hvilket skabte stor jubel hos alle tre generationer. 10 dage senere var vi klar med rygsæk og vandrestøvler i Setesdalsheiene.