Første, femte og syvende gang

Ruten fra Stavskar går OPAD, og man stiger 300 meter på den første kilometer. Ingen sag når man er 10 år og erfaren fjeldvandrer. Så kan man godt få lov til at gå forrest for hende med den tunge rygsæk og ham den 73 årig med ganske ny hofte. Humøret var usandsynligt godt med en syngende og snakkende Jakob som følgesvend, der var svært godt tilfreds med hvor let det hele kom til ham. Efter en time holdt vi pause ved søen efter toppunktet på godt 1200 moh. Vejret var strålende, og kroppen var varm efter bestigningen, så drengene og jeg smed kludene og hoppede fluks i vandet, der bare aldrig er rigtig varmt i de højder, men til gengæld friskt og klart. Vi havde den dejligste vandredag mod vest, og selvom vi var gået sent fra Stavskarhytten, var der fint tid til at holde gode pauser og nyde landskabet. Nu var vi for alvor kommet på fjeldet.

Dagens endestation var Bossbu, hvor der er kommet en nybygget hytte i 2014, som min far allerede havde besøgt i 2015. Hytten ser man først, når man går op over den sidste fjeldkam, og så er man der til gengæld. Glæden var som altid stor, da vi var ankommet. Det var dejligt at komme af med rygsækken og spændende at finde sig til rette det nye sted. Der var den sødeste hollandske hyttevagt, der anviste os til sikringshytten, der er næsten lige så stor som hovedhytten. Vi fandt et firemandsrum, hvor vi kunne indlogere os i køjerne og slå os ned de næste to nætter.

Bossbu ligger virkelig smukt med udsigt ud over Bossvatnet, hvor man både bader og henter vand. Den ligger centralt i DNT rutenettet, og der var også fyldt op med 28-30 overnattende begge de nætter, hvor vi var på hytten. Det er nok også en af grundene til, at den gamle og slidte hytte er erstattet af nybyggeri. Det er fint, funktionelt og godt passet ind i landskabet, men jeg savnede nu lidt den gråblå hytte med verandaen, måske fordi den var en del af min fjeldoplæring og forbundet med gode minder på mange fjeldture.