Facebookmail

Garmin laver fortrinlige elektroniske kort til deres GPS enheder, men desværre er de ret dyre. Heldigvis findes der en række gratis alternativer af næsten lige så høj kvalitet. På alle nyere Garmin enheder er det tilmed ret let at bruge alternative kort og Garmin skal da også have stor ros for, at de ikke alene undlader at blokere for brug af andre kort end deres egne, men tilmed gør det let at bruge dem.

Garmin Fenix 6X, her med det forudindlæste kort

Her får du en enkel 4 trins guide til hvordan du bruger dem.

Er du ikke interesseret i hvordan det virker, behøver du ikke læse “Det tekniske” og kan springe direkte videre til trin for trin guiden.

Det tekniske

Elektroniske kort til Garmin enheder består af en såkaldt disk image fil (.img fil) som indeholder de elektroniske kortdata og en række metadata som f.eks. kortnavn, søgbare stednavne, osv.

.img filen indlæses automatisk af Garmin enheden hvis den er placeret i “garmin” folderen på enhedens interne hukommelse eller på et mikro SD kort monteret i enheden. Alle nyere Garmin enheder kan læse flere .img filer og således håndtere flere kort på samme tid, mens ældre enheder kun kan håndtere en enkelt .img fil.

Afhængigt af hvor stort et område det elektroniske kort dækker kan .img filen fylde alt mellem nogle få hundrede MB og op til flere GB. F.eks. fylder kort over Danmark omkring 250 MB, mens hele Norge fylder i omegnen af 1.2 GB.

Trin for trin

Inden du går igang skal du sikre dig at du har adgang til en PC, har lade-/data kablet til din Garmin enhed, eller alternativt et mikro SD kort på minimum 1 Gb til enheder med mikro SD port.

Du skal nu igennem fire simple trin før du er klar til tur med gratis kort:

  1. Find og hent kort
  2. Klargør kort
  3. Overfør kort til Garmin enhed
  4. Aktiver kort på Garmin enhed

1. Find og hent kort

Der findes flere alternativer når det kommer til gratis kort til din Garmin enhed. I denne guide bruger vi kort fra frikart.no, men fremgangsmåden er den samme fra det øjeblik du har hentet den ønskede .img kortfil.

Udover frikart.no er OpenTopoMap også et godt eksempel på en brugervenlig hjemmeside med gratis kort. Google er din ven så find og afprøv gerne flere alternativer for at finde de kort som passer bedst til dine behov.

På frikart.no starter du med at vælge et område/land. Nu får du en oversigt over hvilke kort de har for det valgte område og du vælger det kort som passer bedst til din tur.

Vælg område på frikart.no

I dette tilfælde har vi valgt Danmark og da vi er på jagt efter et kort som egner sig til vandring om sommeren vælger vi Topo Summer.

I download kolonnen vælger du nu “File for GPS” som henter en gmapsupp.zip fil ned i din download folder på computeren.

Du har nu hentet kortet ned på din computer i et komprimeret .zip format og før det kan bruges på din Garmin enhed skal det pakkes ud til en .img fil.

2. Klargør kortet

Åben nu “File Explorer” og find “Download” folderen med .zip filen som du lige har hentet.

Udpak fil i File Explorer

Højreklik på filen og vælg “Extract all” i menuen. Nu bliver du bedt om at vælge hvor den udpakkede kortfil skal placeres. Vælger du ikke en anden placering bliver den pakket ud i download folderen.

Efter udpakning af filen er der oprettte en gmapsupp folder og i denne folder finder du gmapsupp.img kortfilen. Højreklik på gmapsupp.img filen (i gmapsupp folderen) og vælg “Rename” i menuen. Giv kortet et logisk navn som beskriver kortet.

Den udpakkede folder

I dette tilfælde kalder vi filen “TopoDKSummer”.

Navngiv kortfil

Nu er kortfilen klar til at blive overført til din Garmin enhed eller et mikro SD kort.

3. Overfør kort til Garmin enheden

Bruger du en håndholdt enhed som f.eks. GPSMAP 64, 65 eller 66 med mikro SD kort læser, skal kortfilen blot kopieres over på et mikro SD kort. Har din Garmin enhed ikke nogen mikro SD port, som f.eks. Fenix ure, skal du overføre kortfilen til enhedens interne hukommelse via datakablet.

Enhed med mikro SD kort

Sæt mikro SD kortet i en kortlæser eller direkte i computeren og dobbeltklik på SD kortet i “File Explorer”.  Findes der ikke allerede en folder med navnet “garmin” på kortet skal du oprette den. Nu kopiere du din .img kortfil over i “garmin” folderen på SD kortet.

Sørg for at din Garmin enhed er slukket og monter derefter mikro SD kortet i enheden.

Enhed uden mikro SD kort

Forbind din Garmin enhed til computeren med det medfølgende data/ladekabel. Åben nu “File Explorer” og find din Garmin enhed i listen. dobbeltklik på den og åben “garmin” folderen. Kopier nu din .img kortfil over i “garmin” folderen på enheden.

Advarsel

Pas på at du ikke kommer til at slette filer i den interne hukommelse på din Garmin enhed da dette kan ødelægge den.

4. Aktiver kortet på din Garmin enhed

Som udgangspunkt er alle kort aktiveret på din Garmin enhed, også det kort du lige har overført. Det er dog en fordel at have så få kort som muligt aktiveret, da det gør din enhed hurtigere når kortet skal opdatere på skærmen, ved søgning på stednavne, osv.

Find kortsiden på din Garmin enhed og åben menuen. Vælg nu “Konfigurer kort” og du vil se en liste over alle de kort som er tilgængelige på din enhed.

I kortlisten finder du nu det kort du lige har lagt på enheden og aktivere det, typisk ved at trykke på “Enter” knappen. På samme måde deaktivere du alle de andre kort i listen så kun det kort du vil bruge er aktivt.

Nu er din Garmin enhed klar til brug med dit nye kort.

Hvis det ikke virker

Her et par hints, hvis du oplever problemer:

Jeg har koblet min Garmin enhed til computeren men jeg kan ikke se den i File Explorer.

Sørg for at din Garmin enhed er tændt og giv computeren tid til at genkende enheden. Som regel vil en lille dialogbox fortælle dig når enheden er klar til brug.

Prøv evt. et andet datakabel da det ikke er alle kabler som virker til dataoverførsel.

Jeg har fulgt de fire trin men kan ikke se kortene i kortlisten på min GPS enhed.

Tjek at det er .img filen du har overført til enheden eller SD kortet og ikke .zip filen.

Tjek også at du har placeret filen i “garmin” folderen på enheden eller mikro SD kortet.

Tjek at .img filen ligger direkte i “garmin” folderen og ikke i en undermappe.

Anvender du et mikro SD kort skal det være formateret til FAT32. Er det ikke det kan Garmin enheden ikke læse det.

Jeg har aktiveret kortet på min enhed, men der mangler mange detaljer på kortet.

På alle Garmin enheder kan du under kortopsætningsmenuen vælge hvor mange detaljer du vil se på kortet. Tjek at detaljer er sat til “høj” eller “normal”.

Jeg har brug for flere forskellige kort på min enhed.

Du kan sagtens have flere .img kortfiler på din enhed eller mikro SD kort. Bare sørg for at give dem forskellige navne og aktivere det kort du vil bruge i menuen.