”I er mest hjemme på skift” sådan lød en tør betragtning forleden fra vores drenge under aftensmaden. Set over en relativt kort tidshorisont var den konstatering ikke helt faktuelt forkert, og uanset var det ikke en melding, familiens voksne tog til sig med stolthed. Derfor desto mere heldigt at vi kunne se frem til fire dages Kristi Himmelfartsferie med vandring og telt på den jyske hede.
Som torsdagen nærmede sig, blev vejrudsigten gransket intenst, og det så rigtigt lovende ud, lige med undtagelse af torsdag, hvor der var varslet risiko for skybrud og voldsom torden. Familiens voksne, belært om deres ansvar og manglende point på kontoen, holdt krisemøde og kom frem til, at den sikreste og mest populære løsning ville være at tilbringe torsdagen i mere civiliserede omgivelser end i et telt på heden. Valget faldt på Vigsø feriecenter, som ligger tæt på vores planlagte vandrerute. De havde ledige værelser og tilmed et vandland.
Sådan gik det til, at familien Tranum Thomsen tilbragte torsdagen med deres legemer nedsænket i et varmtvandsbassin på et nedslidt vestjydsk feriecenter, mens vi (mest de voksne) spejdede efter det fraværende uvejr gennem vandlandets store glasruder……. Men det gav nogle billige point, og det trængte vi til!
Fredag formiddag begav vi os afsted med pakkede rygsække fra turens startpunkt ved Bulbjerg Klint, hvorfra planen var mere eller mindre at følge redningsvejen langs kysten til Hanstholm. Solen stod klar mod den blå himmel, der blæste en kølig vind fra vest, og vi lugtede alle svagt af klorvand. Undertegnede var udstyret med en aldeles jomfruelig og tungt pakket Fjällräven Kajka 75, en lige så jomfruelig Fjällräven cap i matchende farver og i rygsækken hvilede et komplet titaniumbestik, alt sammen netop modtaget i fødselsdagsgave af familiemedlemmer. Havde der været andre mennesker, havde de helt sikkert tænkt, at jeg var på vej ud på min første vandretur…….
Vi fulgte redningsvejen langs kysten til Lild Strand, et lille fiskerleje ca. 5 km vest for Bulbjerg, som i dag er omdannet til et hyggeligt sommerhusområde. Her blev vi budt på forfriskninger, før turen gik videre langs vandet til dagens mål, Madsbøl lejrplads i Hjardemål klitplantage.
Undervejs indtræf turens drama, da Mads var tæt på at træde på en hugorm, som lå og solede sig på stien. Som Jakob senere udtalte ”Der sker altid nogle vilde ting på vores ture” og ja, det gør der, og denne gang slap vi fra det uden andet end en drabelig historie og et halvdårligt billede af en hugorm på flugt.
Måske dette er et passende sted lige at repetere førstehjælpen i tilfælde af et hugormebid:
1. Forhold dig roligt
2. Hold bidstedet lavt
3. Søg altid læge (helst uden at du bevæger dig for meget)
For børn under 12 år, allergiske personer, gravide, eller i tilfælde af kraftig lokal reaktion på bidstedet, svimmelhed, besværet vejrtrækning eller shockudvikling, skal du ringe 112.
Resten af vejen til Madsbøl lejrplads gik snakken livligt på hugorme, slanger i almindelighed og andre nær-død oplevelser, vi havde haft på vores ture gennem tiden. Samtidigt var alles fokus på stien, og hvor de satte fødderne, tydeligt skærpet.
Madsbøl lejrplads er egentlig klassificeret som en stor lejrplads, men jeg gad nu godt se en lejrskole overnatte her. Det er en hyggelig lille plads placeret i en lysning i plantagen med en shelter, bålplads og et nybygget muldtoilet. Der er ikke vand på pladsen og nærmeste vandpost er ved en lille naturcampingplads ca. 1,5 km væk……denne opgave tilfaldt undertegnede, mens drengene klatrede i træer, og Katrine gjorde klar til aftensmaden.
Den nyfundne kæletudse Otto nød livet i en muk med mudder, mens resten af familien indtog en svensk pølseret, som var jazzet op med bacon. Dertil nød de voksne, hvad der skulle vise sig at være en alkoholfri rødvin, som undertegnede havde erhvervet (lidt for hurtigt) i den lokale Brugs og slæbt den lange vej over heden!
Næste morgen, da Otto igen var blevet en fri tudse, kaffen drukket, og teltet pakket, gik turen videre gennem plantagen. Undervejs forcerede vi et par områder med den for området karakteristiske hedemose, drengene valgte den lige vej og dermed vadeteknik, mens vi andre zigzaggede os gennem terrænet og fandt en tørskoet vej.
Den sidste del af dagens rute gik langs stranden, hvor tempoet pga. ravsøgning faldt dramatisk. Vi endte ikke med nogen stor ravklump, men et utal af andre flotte sten blev føjet til samlingen, inden vi nåede frem til Vigsø bugt lejrplads, hvor vi troede, at vi skulle overnatte. Det viste sig dog, at pladsen var indtaget af en stor flok unge mennesker udstyret med alt fra generator, over vandpiber til voldsomme musikanlæg. Det er jo, hvad der kan ske, når en lejrplads som denne er let tilgængelig med bil, men det efterlod os med lidt af et overnatningsproblem.
Her må man påberåbe sig retten til nødlejr, og det var lige, hvad vi gjorde. Vi fortsatte ned langs kysten, til vi var på behørig afstand af festen og etablerede lejr i en klitgryde, der var som skabt til formålet. Her vil jeg rette en lille tak til Helsport for den perfekte grønne farve på vores telt, som gjorde vores lejr stort set usynlig.
Aftensmaden blev tilberedt til den nedgående sol sammen med en muk af den virkningsløse rødvin, mens drengene legede i klitterne. Dette var et af de sjældne momenter i livet, hvor det ganske enkelt og helt simpelt ikke bliver meget bedre! Ja, det skulle da lige være næste morgen, da undertegnede efter 11 timers solid søvn på det bløde underlag af marehalm, blev vækket til duften af frisk kaffe, nybagt brød og fødselsdagssang.
Vestjylland, vi ses!