I gummibåd på elven

Facebookmail

Troll Aktivs center omtales ofte som et raftingcenter, og rafting er da også en af deres centrale aktiviteter. Naturligvis skulle vi også prøve kræfter med en tur ned gennem strømfaldene på Otra, og vi havde valgt det, de kalder familie rafting. Her starter man lidt længere oppe af elven og har bedre tid til at lege i det rolige vand, før det går ned af Syrtveitfossen.

Behørigt iført den obligatoriske våddragt, redningsvest og hjelm blev vi undervist i padleteknik, hvordan du formår at blive ombord, og hvad du gør, når det ikke lykkes. Disse øvelser indebar naturligvis en del ”frivillig” vandgang fra flåden og erkendelsen af, at det er væsentligt mere besværligt at komme op i den end ud af den!

Rafting i Syrtveitfossen (foto: TrollAktiv)

Kulminationen på rafting aktiviteten var naturligvis turen gennem fossen, som består af to sæt strømfald, hvor der lige er tid til at genvinde kontrollen mellem de to fald. Det går stærkt, man bliver våd, og så er det enormt sjovt!

Rafting i Syrtveitfossen (foto: TrollAktiv)

Vores kompetente instruktør kendte selvfølgelig disse strømfald ud og ind, men jeg kan sagtens sætte mig ind i udfordringen og sporten i at finde de bedste forløb gennem ukendte fald, krydret med spændingen ved det uforudsete, risikoen for en tur i baljen og evnen til at genvinde kontrollen.

 

Dette er en del af en samlet turberetning. Du kan læse de øvrige dele og se flere billeder på www.tranumthomsen.dk.