Kanotur på Skjern Å

Facebookmail

Sommerferien gik på hæld, men der var lige plads til at klemme et enkelt eventyr mere, ind inden hverdagen igen gjorde sit indtog. Det havde krævet lidt overtalelse at sælge en kanoekspeditionen på Skjern Å til mine to gaster, men til sidst overgav de sig. Jeg mistænker at det var mere af medlidenhed med deres turlyste far end af egentlig lyst, men skulle det være tilfældet gør det mig måske bare endnu mere glad.

Lejrplads på Kulsø Spejdercenter

Vi startede turen med en overnatning på Kulsø Spejdercenter, hvor vi havde fået lov til at smide vores telt op for en enkelt nat, mens vi blev klar til sejlads. Det var sidste på eftermiddagen, da vi ankom til pladsen mellem Nedersø og Kulsø og med en vis rutine fik smidt teltet op, samlet vores Ally kano, tændt et bål og tilberedt lidt aftensmad. Det småregnede det meste af aftenen, men luften var lun og bålet fængede så det gjorde ikke det store at der var lidt fugtigt. Vi sad lidt omkring bålet og lod turstemningen omfavne os, inden vi kravlede i teltet.

Vanen tro startede jeg dagen med at liste mig ud af soveposen, sætte vand over til kaffe og gøre Omniaovnen klar til at bage morgenboller. Adskillige kopper kaffer gled indenbords, mens Omniaovnen spredte duften af nybagte boller og himlen lysnede sig omkring os. I et ganske adstadigt tempo blev vi klar til afgang og ved 10:30 tiden var vi på vandet.

Det gik i rask tempo gennem Kulsø, videre ud på åen og gennem Hastrup sø til Hastrup rast, hvor vi lagde ind for at spise frokost, inden turen gik videre ind på Elværkssøen til turens eneste overbæring ved det gamle elværk. Her ligger der også en fin overnatningsplads, som vi kort besigtigede, inde turen gik videre mod Brande camping. Her fik vi os en is før den sidste del af dagens tur mod Sandfeld rast.

Det fornægtede sig ikke at vi befandt os på Danmarks mest vandførende å og blev hjulpet godt på vej af en kraftig medstrøm. Da vi ud på eftermiddagen nåede Sandfeld rast, havde vi således tilbagelagt 23 kilometer med en gennemsnitshastighed på små 5 km/t. Kun de sidste par kilometer før overbæringen ved elværket havde budt på nævneværdige udfordringer. Lav vandstand kombineret med megen grøde betød at vi nærmest skovlede os frem.

Kanoen blev trukket op ved Sandfeld rast og vores første indskydelse var at indtage en af de indbydende shelters på pladsen, frem for at sætte teltet op. Denne beslutning blev dog omgjort, da vi konstaterede at nærmeste nabo var en gigantisk myretue beboet af ikke videre venligtsindede røde skovmyrer.

Aftenens menu stod egentlig på en kombination af rugbrød og æggekage, men et strategisk placeret menukort fra den lokale grill i Brande ville det anderledes. Således endte vi med en menu bestående af pizza og rullekebab, velvilligt leveret direkte til pladsen. Vi sad og morede os lidt over kontrasten mellem junkfood og turliv, men blev dog hurtigt enige om at vi da havde fortjent hver en bid inkl. den pose gifler som efterfølgende røg indenbords, mens vi varmede os ved et klassisk rockerbål.

Rockerbål på Sandfeld Rast

Næste morgen tog det en rum tid før der kom liv i de to gaster og jeg havde derfor god tid til ikke bare at drikke anseelige mængder kaffe, men også tilberede både æggekage og bacon til en solid morgencomplet. Morgenmad fik gang i kroppen og mens kanoen blev pakket, kom solen frem mellem skyerne og begyndte at varme.

Vi bevægede os ned af åen i imponerende tempo, overså pladsen som vi havde udset til frokostpause og susede fortrøstningsfuldt videre, mens himlen over os mørknedes og truende tordenskyer samlede sig. Vi fik den første tordenbyge akkompagneret af fjern buldren. Kort efter fik vi den næste tordenbyge, nu med øget intensitet og tiltagende glimt og brag. Vi var drivende våde og nåede kun lige at få lunet kroppen kortvarigt af solen, inden himlen formørkede sig totalt og lynene begyndte at zig-zagge ned overalt omkring os. Stærkt motiveret af at komme i sikkerhed og tørvejr øgede vi tempoet og da vi endelig gled i læ under broen ved Skarrild rast, var det med en vis lettelse. Vi havde tilbagelagt 23 km uden pause. Vi var trætte, drivende våde og sultne. Derfor var opdagelsen af en fin bålhytte på Skarrild rast en kærkommen luksus, som indgød fornyet optimisme midt i tordenvejret.

Tøjet tørres i bålhytten på Skarrild rast

Vi klædte om og fik det våde tøj hængt til tørre i bålhytten, mens primussen varmede vand til den forsinkede frokost bestående af frysetørrede pastaretter suppleret med gifler og chokoladekiks. Vi skovlede grådigt maden indenbords og varmen kom tilbage i kroppen. Skyerne spredte sig og solen kom frem, nærmest som om den bare havde ventet på at vi blev færdige med at spise. Det våde tøj dampede om kap med græsset, mens vi indtog en af de fine shelters på pladsen og begyndte at se os om efter den nærliggende købmand.

Lidt senere returnerede vi til vores shelter forsynet med en sæk brænde samt et anseeligt tilskud til vores proviantkasse. Et blomkål blev snittet, kødet stegt og tortillas varmet over bålet. Alt i alt udgjorde det en ganske hæderlig aftensmad. Naturligvis efterfulgt af en dessert bestående af gifler, som denne gang ikke blev lunet over bålet, da tilsætningen af røgsmag forstyrrede det fuldkomne smagsindtryk af disse små klæge perfektioner på pose.

Det blev en lang lun og hyggelig aften ved bålet efterfulgt af snak i soveposerne, mens vi nød udsigten fra shelteren i skæret fra gaslampe.

Aftenhygge på Skarrild rast

Næste morgen serverede undertegnede friskbagte omniaboller med rigelige mængder Nutella for de endnu soveposeklædte gaster, mens han leflede for at fortsætte turen til Sdr. Felding. Missionen lykkedes efter at der var udstedt solgaranti og tilsagt et hidtil uset niveau af proviantel luksus. Gasterne stod efterfølgende for indkøb af morgenkager, slik og chips, mens jeg pakkede kanoen og gjorde klar til afgang.

Formiddagskage i kanoen

Vi nød formiddagen i kanoen, mens vi i adstadigt tempo drev med strømmen af den nu brede og strømrige å. Efter 12 km ankom vi sidst på formiddagen til Sdr. Felding Camping, stadig med rigelige mængder snack i behold og solen skinnende fra en næsten skyfri himmel. Mens vi afventede afhentning, blev Ally pakket sammen og turens sidste frokost fortæret.

Fakta:

Samlet distance tilbagelagt: ca. 60 km

Rute: Kulsø Spejdercenter –   Sandfeld rast – Skarrild kanorast – Sønder Felding Camping

Medbringer du din egen kano, skal du have en sejltilladelse som bla. kan fås ved henvendelse til Skjern Å kanofart (dette var vi ikke opmærksomme på)

Du kan læse mere om Skjern Å på Visit Vesterhavet.

Du må frit fiske ved Hastrup rast og Sandfeld rast. På den øvrige strækning kræves fiskekort eller aftale med de private lodsejere.

Kulsø Spejdercenter er ikke en åben lejrplads og kan derfor ikke benyttes som overnatning uden forudgående tilladelse.

One thought on “Kanotur på Skjern Å

  1. Tak for din lille tur beretning, jeg har netop inspireret af din turbeskrivelse tage samme tur ned af Skjern å

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *