

Det var lykkedes at samle det meste af familien om en påsketur. Stærkt inspireret af Nak og Æd blev alt tænkeligt udstyr pakket i en trailer og kørt til den nyetablerede shelterplads ved Uggerby Strand. Himlen var blå og der blæste en strid vind fra vest, men vel i læ på lejrpladsen var der lunt og godt.
Bilerne blev parkeret på stranden og derefter startede adskillige slæbeture, for at få udstyret fra stranden og ind til shelterpladsen. Denne del er klippet væk i de Nak og Æd udsendelser jeg har set!


Da alt endelig var slæbt til pladsen blev der etableret lejr, mens alt vinterens nyindkøbte grej blev målt, vejet og beundret. Det endte med at blive en helt værdig lejrplads, men nu er det jo heller ikke småting der kan være i tre biler og en trailer……….nævn det og vi havde det med!


Eftermiddagen gik med børne leg, hulebyggeri og O-løb…….tænk engang, påskeharen havde været forbi med præmier 🙂
Nu var det jo en påsketur og derfor var menuen da også i højsædet. Den stod på en forret af dadler i bacon stegt på pind, efterfulgt af lammekølle tilberedt i saltdej og dertil bagte kartofler og rigelige mængder god vin. Desserten bestod af klassikeren stegte bananer + alt det andet som de kreative børn fik tilberedt over bålet.


Langfredag havde vejrudsigten været noget svingende, men vi stod op til en kølig morgen med blå himmel. Mens vi stegte æg, pølser og bacon over bålet til morgenmaden kom solen op over træerne, i perfekt timing til morgenmaden.
Efter en vandretur på stranden og desikering af en meget død sæl blev alt grej, under bagende sol og med sved på panden, slæbt tilbage i traileren og vi vendte snuden hjemad efter en vellykket påsketur. Tak til alle medvirkende, for en hyggelig tur.