Facebookmail

At færdes i naturen gør noget godt for os som mennesker. Måske fordi der et sted i vores DNA ligger nedfældet en erindring, om hvad vi er skabt til, eller måske bare fordi naturen er den rolige og stillestående base, i en verden hvor alt andet raser afsted i et afsindigt tempo. Egentlig er det lige meget hvorfor, lad os bare komme ud!

Formålet med denne blog og tilhørende Facebook og Youtube kanaler er da også at hjælpe flere ud i naturen. Ud og sove under den åbne himmel, ud til bålet, ud til vandet, ud til de tusindvis af gode oplevelser som venter på netop dig, din familie og venner.

Når du læser vores turhåndbog, grejguide og mange af blogindlæggene, kan det se ud som om det hele handler om planlægning og hvad du propper i rygsækken, men det gør det ikke. Det bliver bare meget lettere at være på tur, og øger chancen for at du kommer på tur igen, hvis du ikke ligger vågen i en dårlig sovepose, fare vild eller bliver drivvåd, fordi du glemte regntøjet. Og vi vil så gerne at du ikke bare tager på én tur men flere ture!

Aftenfiskeri efter signalkrebs

Naturen er også en legeplads, hvor vi som voksne, børn og ikke mindst familie har mulighed for at blive mindet om, at vi kan meget mere end dagligdagens trummerum byder os. At tage ud i naturen kan være med til at bryde hverdagens mønstre og åbne vores øjne for alt det andet vi og andre kan. Vi får tid til at se, tid til at lytte og tid til at trække vejret helt ned i maven.

Vi er turfolk

Vi er turfolk, ikke ekstremsportudøvere eller for den sags skyld specialister i hverken kano, kajak, SUP eller skiløb. Vi ser disse elementer som transportmidler, som muliggør forskellige former for eventyr, og vi behersker dem til det niveau som en nødvendigt til sikker turbrug.

For os er turen det vigtige. Det at flytte os fra sted til sted, mens vi leve i og opleve naturen på tæt hold. Det må gerne være vildt og barsk, men som regel er det en del af et eventyr.

Vi er spejderfolk

Vi er spejderfolk og spejderlivet indgår som et vigtigt element i vores aktive friluftsliv. Det er her, vi dyrker frilufts- og turlivet sammen med andre og forhåbentlig samtidigt bidrager til at opdrage nye generationer til et aktivt friluftsliv under værdisættet fællesskab, begejstring og gå på mod.

Uanset om vi er afsted som turfolk eller spejdere, så er et centralt element i vores friluftsliv målet om at skabe robuste individer og fællesskaber gennem støttede udfordringer i naturen.

Har du kommentarer, spørgsmål, ell. er du også altid velkommen til at skrive til os på info@turfolk.dk