Roter Kogel – en toptur og en nedtur

Facebookmail

Vi vågnede til blå himmel og morgensol på Potsdamer Hütte to dage inde i vores 8 dages vandretur rundt på Sellrainer Hüttenrunden. De to foregående dage havde været både fantastiske og rige på erfaring med vandring i alperne. Vi så frem til en relativt vanskelig etape, men på denne skønne morgen var der faktisk kun to problemer i verden, som værtsskabets velbryggede morgenkaffe ikke formåede at afhjælpe.

Det første og vel nok største problem var, at den lette forkølelse, som turfruen startede ud med, nu havde udviklet sig til feber og svær tilstoppelse af kraniet. Flere kvikkest på hytten havde udelukket covid-19, men trods de lange vatpindes udrensende effekt, desværre ikke fjernet de ubehagelige symptomer. Løsningen blev en pillecocktail fra førstehjælpskassen, som sænkede feberen og tillod den sygemeldte at vandre videre, dog uden den store fornøjelse.

Vores andet problem delvist affødt af det første var, at vores rygsække var alt for tunge. Med udsigt til en vanskelig dagsetape og en sygemeldt sherpa, måtte de lettes. Den gode nyhed var, at der var rigeligt potentiale at tage af, for vi havde nemlig pakket nogenlunde, som hvis vi skulle vandre i Norge. Det betød, at sækkene indeholdt ting som kogegrej, proviant, tarp, solceller, osv. På nuværende tidspunkt havde vi indset, at alt dette var dødvægt og sækkene kunne lettes for godt 5 kg.

Det efterladte “Norgesgrej” på Potsdamer Hütte

Et par poser blev fyldt med overskydende grej, og vi aftalte med hytteværten, at de ved lejlighed skulle tage det med ned til civilisationen, hvor vi så kunne hente det efter endt vandretur. Erfaringerne fra denne øvelse er i øvrigt afspejlet i den pakkeliste til vandring i Alperne, som du finder i turhåndbogen.

Med feberen sænket og sækkene lettede var turfolket klar til afgang mod delmålet Roter Kogel i 2832 moh og senere Praxmar i 1680 moh.

På vej mod Roter Kogel med Potsdamer Hütte i baggrunden.

Vi forcerede de første par hundrede højdemeter og nåede et lille plateau, hvor vi holdt turens første pause, før den videre opstigning til dalen før Roter Kogel. Himlen var blå, luften var lun og med de lettere sække på ryggen gik det nu i rask tempo ind gennem dalen, hvor vi kunne skimte den forestående opstigning. På vej ind i dalen mødte vi en større flok heste, som nød godt af det frodige græs, men som dog havde tid til en snak.

Møde med “vilde” heste på vej mod Roter Kogel.

Vi var nu nået op i små 2600 moh og blev enige om at holde en god lang frokostpause ved et vandløb, før den endelige opstigning til turens højdepunkt i 2832 moh.

Frokostpause.

Mens vi nød vores madpakke, blev opstigningen sirligt inddelt i ikke mindre end   5 overskuelige deletaper, som vi efterfølgende kunne forcere en efter en.

Turfolket samlet på Roter Kogel i 2832 moh.

En lille time senere havde vi knoklet os gennem de 5 deletaper og stod nu på dagens højeste punkt. Turens yngste deltagere kunne desuden føje en ikke ubetydelig milepæl til deres turerfaringer og højderekorder.

Som vi sad der på toppen og nød udsigten, troede vi naivt, at det hårdeste var overstået. Langt, langt nede i dalen mod vest kunne vi allerede skimte dagens mål, og vejen derned gik jo nedad.

Og ja, det gik nedad…….det gik meget og stejlt nedad og trods vores mange års erfaring fra de norske fjelde, blev vi overraskede over, hvor hårdt det var. Uagtet forsøg på at afbøde de evindelige stød ved at gå zig-zag, når chancen bød sig, blev fødderne presset frem i støvlerne, tæerne klemt og fodpuderne ømme. De korte passager, hvor det gik ligeud eller svagt opad, kom til at føles som befriende pauser, før lår og fodpuder igen måtte tage fra.

Udsigten ned over dalen mod Praxmar.

Det var bagende varmt, og vi var løbet tør for vand på vej ned gennem skoven. Udtørrede og trætte forcerede vi bakken op til Praxmar, hvor vi faldt om i hver sin stol udenfor hytten og bestilte kolde drikke, for det kan man nemlig på hytterne i Østrig. For eget vedkommende kan jeg sige, at det er den bedste øl, jeg nogensinde har fået, og den føltes tilmed ganske velfortjent.

Endelig fremme i Praxmar.

Stolte af dagens bedrift og mættede af flotte udsigter kastede vi os over hyttelivets luksus, som på Praxmar ud over en solid tre retters middag også omfatter muligheden for et langt bad.

Med en patient som havde svedt feberen ud af kroppen, trætte men rene og med udsigt til en relativt let etape den efterfølgende dag, kastede vi os på køjen ved 22 tiden og sov alle tungt.

Fakta:

Ruten er ca. 11 km og højeste punkt er Roter Kogel i 2832 moh. Rutens sværhedsgrad er middel til svær.

Rute og højdeprofil, Potsdamer Hütte til Praxmar.

One thought on “Roter Kogel – en toptur og en nedtur

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *