En af vores udflugter på årets sommertur var en vandretur fra basecamp til DNT hytten Kjeldebu, en tur på ca. 13 km. som går op over Olavsbuhæa og ned gennem Kjeldedalen, hvorfra den følger Kjeldoelven til hytten.
Vi startede ud tidlig morgen i kano fra basecamp til Krækkjahytta med skyerne hængende lavt over fjeldet. På Krækkjahytta blev kanoen efterladt, og vi begyndte opstigningen til turens toppunkt i 1330 moh. Mens vi gik mod toppen, brændte solen hastigt de lave skyer væk. Solen i kombination med den bratte opstigning fik varme i kroppen, og jakkerne kom af. Hele området omkring topvarden er domineret af skiffer, et materiale som drengene hurtigt konstaterede kunne anvendes til utallige formål. Derfor slæbte de et imponerende udvalg med videre på turen.
Vejret blev tiltagende godt, og resten af dagen bød på mange lange kaffepauser i solen, mens drengene byggede dæmninger i en af de utallige bække. Vi var først fremme ved hytten ved aftenstid efter ca. 11 timer med snuden i sporet, krydret med rigelige pauser.
Da vi stod op næste morgen, var vejret slået om til regn, stiv kuling og i omegnen af 7 grader. Det mest positive, der kunne siges, var, at vinden var i vest, og at vi dermed ville få den i ryggen det meste af dagen. Jeg så for mig en meget lang dags vandring, hvor al energi skulle investeres i at motivere poderne til den lange, våde og kolde vandring. Men det skulle vise sig, at jeg tog ganske fejl.
Iklædt fuld fjeldornat inklusiv hue og vanter lagde vi afsted op gennem Kjeldedalen i et meget vådt terræn. Der var ikke vejr til pauser, og det eneste afbræk blev en meget kort frokostpause i ly bag en sammenfaldet stendysse. Hele vejen førte drengene an i rask tempo uden brok og uden sure miner, mens de på hver deres måde demonstrerede evnen til at finde alle lyspunkter og holde motivationen.
Jeg er imponeret, jeg er rasende imponeret og stolt! Jeg kender voksne mænd, som ville sætte sig ned og græde på sådan en tur, og her gik vores to drenge på 7 år i syv stive timer i kulde, regn og blæst. Det var deres fjerde sommer på fjeldet og med den erfaring i bagagen, forstod de udmærket, at der ikke var andet at gøre end at holde snuden i sporet. Men et er at forstå, noget andet er at holde motivationen, og at de formåede det på hver deres ejendommelige vis var det, som imponerede mig mest.
Vi nåede frem til den efterladte kano på Krækkjahytta midt på eftermiddagen og satte den i en noget oprørt sø. Efter en kort og meget livlig sejlads besluttede vi at smide kanoen på land og vandre det sidste stykke hjem til basecamp og de lune soveposer.