Jeg blev introduceret til fjeldvandring i Norge for 29 år siden af min far. Den allerførste tur gik fra parkeringspladsen i Berg til DNT hytten Stavskar og så videre rundt til Bossbu-Svartenut- Øyvasbu-Gaukhei-Stakkedalen. To år senere startede jeg samme sted med den anden halvdel af TranumThomsen på vores første fælles fjeldvandring. Så det var med en vis portion nostalgi, at jeg stod på selvsamme parkeringsplads og atter satte kursen mod Stavskarhytten. Denne gang sammen med både min far og mine drenge.
Det er altid lidt af en udskrivning, når to par fødder er blevet for store til sidste års vandrestøvler. Derfor var det en vis lettelse, at Jakob kunne passe Mads’ fra sidste år, og Mads kunne passe min mors, som hun faktisk aldrig rigtig har fået brugt. Dertil kom den ikke helt uvæsentlige faktor, at begge var ret godt tilfredse med løsningerne og satte afsted som to bjerggeder selv med starttunge rygsække. Jeg gik bagerst og kunne til gengæld sagtens mærke vægten af at være den, der kunne bære mest. Det var blevet aften, da vi gik fra bilen, og vi var alle spændte på at komme frem og se, om der var en sengeplads til os alle i den meget lille hytte. Der er altid lidt tummel og halløj, indtil man finder rytmen og rækkefølgen i gruppen, men pludselig vender Mads sig om og blafrer med sine vandrestøvler “Se sålen er ved at falde af”. Nok var mormors vandrestøvler så godt som ubrugte, men de var også 20 år gamle og totalt møre!
Så var gode råd dyre. Vi løste det i første omgang ved at tape sålen fast med sportsplaster, men efter 20 skridt faldt hælen af. Så fandt vi hans sandaler frem, godt nok med lukket tå, men til gengæld syngende på absolut sidste vers. Udtrådte og med blankslidte såler. Moren var på ingen måder stolt over, at drengen skulle balancere videre i dem på glatte sten og med opfindsomme veje op og ned ad fjeldet. Mads tog det i stiv arm og synes i første omgang, at det gik egentlig meget fint, men endte med at humpe frem til hytten plaget af det sår, han havde erhvervet sig tidligere på sommeren ved at træde et søm op i foden. Der var heldigvis sengepladser i hytten og kun en enkelt anden gæst – en 83 årig dame, der havde brugt fem timer til hytten fra parkeringspladsen med krykke og stok og skulle gå videre op i fjeldet til sin egen hytte. Men det er en anden historie. Hun vidste til gengæld, at der var en sportsforretning i Valle 5 km fra Berg.
I løbet af natten gryede en plan. Mads kunne passe mine vandrestøvler, og jeg måtte springe ud til civilisationen efter nye til mig selv, selvom det indbefattede 1000 ting, der ikke plejer at være mine opgaver, særligt alt det, der ramte mig, efter jeg havde nået bilen. Men tanken om Mads i glatte sko uden frihed til halsbrækkende eksperimenter på resten af turen gjorde beslutningen nem. Jeg drog afsted hurtigt efter morgenmaden i rask tempo og nåede ud til vejen efter en time. Hele tiden havde der været det lille håb, at de efterladte godt nok herrestøvler, der hang ved parkeringspladsen, måske kunne anvendes med en ekstra sål eller sok. Hurtig som en ninja nappede jeg dem, og det var slet ikke tosset. Kun en anelse for store. Men så kom overvejelserne. Var de virkelig efterladte med sure sokker og lugten af udlejningssko i et bowlingcenter? Eller ville ejeren vende tilbage og lede efter dem? Sandsynligheden var lille, men alligevel. Jeg endte med argumentationen om genbrug og en klimavenlig tilgang og var nogenlunde overbevist. Hellere at de blev brugt end gik til spilde. Så med blandede følelser af held og en smule tyvagtighed skyndte jeg mig op i fjeldet igen og var under alle omstændigheder lettet over, at jeg havde løst støvleproblemet. Godt 2,5 timer senere stødte jeg til min far og drengene, der havde hygget sig med at ordne hytten og godt nok uden held prøvet fiskelykken. Vi var nu klar til for alvor at stige opad og begive os mod Bossbuhytten.
