Facebookmail

På mange måder kan man sige, at Alpenverein Østrig, og for den sags skyld også Alpenverein i de øvrige alpelande, er en luksusudgave af Den Norske Turistforening (DNT). Den sammenligning hjælper naturligvis ikke meget, med mindre du har forudgående kendskab til DNT, så her følger en guide.

Lidt om Alpenverein Østrig (ÖAV)

Osterreichischer Alpenverein eller ÖAV blev oprettet i 1862 og er suverænt  den største interesseorganisation for klatring og vandring i Østrig. Organisationen er inddelt i ikke mindre end 197 sektioner eller klubber.

ÖAV driver 232 hytter og vedligeholder et imponerende rutenet og publicerer desuden kort, vandreguides og undervisningsmateriale.

De 197 sektioner drives primært af frivillige, men ÖAV beskæftiger sommer og vinter også ca. 1500 mennesker primært i forbindelse med forpagtning af hyttedrift.

Du kan læse meget mere om ÖAV, tegne medlemsskab, købe kort, osv. på deres hjemmeside www.alpenverein.at

Rutenettet

ÖAV driver et omfattende rutenet, ikke alene mellem deres egne 232 hytter men også mellem de mange private gæstehuse.

Alpenverein ruteskilt, her med skiltning til tre sorte ruter.

Generelt er kvaliteten af rutemærkningen meget høj med skilte og tidsangivelser ved alle stikryds og tydelige rød-hvide mærkninger på sten, træer, m.m. i terrænet.

Du vil støde på ruter med en længde på f.eks. 5 km og en tidsangivelse på 4 timer. Det kan umiddelbart se forkert ud, indtil du begynder at læse højdekurver. Det er vores erfaring, at tidsangivelserne på ruterne passer nogenlunde, og husk at det er aktiv vandretid, som er angivet og ikke tid inkl. pauser. Hvis du vandrer med mindre børn, skal du som udgangspunkt påregne ca. samme pausetid som vandretid.

Rutemarkering

Ruterne er inddelt i fire sværhedsgrader, nemlig blå, rød, sort, og endelig alpine ruter.

De blå ruter er lette ruter, som typisk går på små grusveje eller brede stier med let til moderat stigning.
De røde ruter er overvejende smalle stier, som ofte er stejle og kan have passager hvor, der er fare for fald. Der kan forekomme korte passager med sikring i form af reb, greb eller gelænder, som kræver brug af hænderne.
De sorte ruter er smalle og stejle stier med hyppige passager med fare for farlige fald og sikring i form af reb eller greb. Disse ruter kræver brug af hænderne og er ikke egnede for personer med højdeskræk.
De alpine ruter, i nogle tilfælde markeret sort-stiplet, er ruter i det åbne og alpine terræn og altså ikke stier. På disse ruter kan der være risiko for skred og fald samt usikre gang- og klatrepassager. Disse ruter kræver udpræget brug af hænderne, erfaring med alpint terræn og er ikke egnede for personer med højdeskræk.

I mange områder er der lavet ruteforslag til flerdagsture med tilhørende rutevejledning, og selv om du ikke vælger at sammensætte din tur nøjagtigt som beskrevet, kan disse rutevejledning være til stor hjælp.

Hytterne

ÖAV hytterne er for langt størstedelen betjente, hvilket vil sige, at hytten drives af en hyttevært, som sørger for madlavning, rengøring, osv.

På hytterne findes oftest tørrerum til dit sure vandretøj og støvler, gode toiletforhold med rindende vand, mulighed for bad mod betaling og ikke mindst servering af såvel kolde drikke samt en solid treretters aftenmenu, morgenmad og mulighed for at lave madpakke til din vandretur.

Ankommet til Pforzheimer Hütte efter en udfordrende dag.

Indkvarteringen er oftest på værelser, køjerum eller sovesal og afhængigt af tilgængelighed, kan du ved bookning vælge, hvordan du vil overnatte. Der er hovedpude og dyne til rådighed, men du skal medbringe en lagenpose.

Ind i mellem vil du støde på private hytter, og forholdene på disse minder i de fleste tilfælde meget om ÖAV hytterne. Dog er priserne typisk lidt højere.

Uanset om du planlægger at bo på ÖAV eller private hytter, er det en god ide at booke dit ophold hjemmefra. På ÖAV’s hjemmeside finder du kontaktdetaljer på alle deres hytter og for de private hytter er Google din ven.

Priser, betaling og medlemskab 

Har du planer om at vandre i alperne og benytte dig af ÖAV hytterne, er det en god ide at blive medlem, da det giver dig rabat på overnatning. Et medlemskab koster for første familiemedlem i 2021 EUR 62,- og for øvrige voksne EUR 48,- mens børn slipper med EUR 26,-

Du kan se de gældende takster for medlemskab og melde dig ind her.

Når du bor på hytterne, betaler du for overnatning med halvpension, samt hvad du ellers måtte indtage af drikkevarer, kage, mm. under dit ophold.

For en voksen koster overnatning mellem EUR 8,- og 20,- afhængigt af, hvordan du er indkvarteret, og dertil kommer halvpension til ca. EUR 35,-, og hvad du ellers køber. Typisk løber en overnatning inkl. forplejning for en voksen op i EUR 60 – 70,-, mens det er lidt billigere for børn. Betaling er på langt de fleste hytter kun mulig med kontanter, så husk at medbringe euro.

Find et turområde

Alperne strækker sig over er et kæmpe område og selv med en indskrænkning til de Østriske Alper, kan det være en uoverskuelig opgave at finde det rette turområde. Det kan være en god ide at tage udgangspunkt i andres turforslag og dermed prøve at spore dig ind på et egnet område. På vores blog finder du f.eks. et turforslag til Sellrainer Hüttenrunden i Tyrol.

På ÖAV’s hjemmeside kan du også finde hjælp og inspiration til at vælge et område. Besøg deres turguide her.

Planlæg ruten

Når du skal planlægge din rute, er det vigtigt at sværhedsgrad og naturligvis også længde af ruten, altså i tid, passer til deltagerne. Start derfor med at forholde dig til:

  • Hvor mange dage vil du/I være afsted?
  • Hvem skal med og hvilken sværhedsgrad passer til deltagerne?
  • Hvordan er deltagernes form/kondition?

Er vandring nyt for jer, eller har I mindre børn med, vil vi anbefale, at I holder jer til blå og røde ruter med en tidsangivelse på max 4 timer.

Er I mere rutinerede i vandring og har erfaring fra f.eks. Norge, kan I godt planlægge længere ruter og måske krydre med en enkelt kort sort rute, afhængigt af om nogen lider af højdeskræk.

Forbered dig på at bruge lidt tid på at få din rute og hyttebookninger til at hænge sammen, da manglende plads på en hytte kan tvinge dig til at ligge din rute om, flytte en evt. overliggerdag, eller starte en dag før.

Husk når I planlægger ruten, at det skal være sjovt og overkommeligt for alle. Det er langt bedre at gå en lidt kort tur, som er en succes for alle end en lidt for lang rute, hvor nogen får en dårlig oplevelse. Har du overskydende energi, som skal brændes af, når du kommer frem til hytten, kan du jo altid tage en ekstra toptur og nyde udsigten, mens de andre nyder livet på hytten.

Pauser er vigtige.

Husk også at der skal være god tid til pauser. Hvis du vandrer med børn, skal du som udgangspunkt regne med at bruge lige så meget tid på pauser, som på at vandre. Desuden er der en hel del udsigter, som skal nydes undervejs 🙂

Køb kort

En vigtig del af forberedelsen er at købe kort og bruge tid på at “læse” ruten. Du kan bla. købe kort i ÖAV’s netbutik, som du finder her.

For langs de fleste områder findes der 1:25:000 kort med indtegnede sommerruter, men for nogle områder kan du være nødt til at nøjes med 1:50.000 kort. Vær opmærksom på at kort med sommerruter er mærket med en rød blomst, mens kort med vinterruter er mærket med en blå blomst.

Sommer- og vinterkort til vandring i Alperne.

Skal du vandre med børn, anbefaler vi, at du bruger tid på at gennemgå ruten på kortet med dem. Snak de enkelte etaper igennem, hvor går det op og ned, osv. så de får en forståelse for kortet. Gentag denne øvelse ude på turen før hver dags etape og undervejs.

Før afrejse

Du skal naturligvis sikre dig, at du har alt, hvad du skal bruge til turen. Derfor er det en god ide at forholde dig til pakkelisten i god tid inden afrejse. Dette indebærer også, at du har sikret dig det blå sygesikringsbevis, gyldigt pas, ÖAV medlemskort og forsikringsdokumenter på din bil, hvis du skal køre. Da du skal betale kontant på hytterne, vil det også være en god ide at smutte i banken og hæve en stak euro.

Vejret i Alperne kan være omskifteligt og til tider voldsomt. Hold derfor øje med vejrprognoserne op til afrejse. Det er ikke en god ide at begive dig ud på en ugelang vandretur i Alperne, hvis vejrudsigten forudsiger solidt lavtryksvejr.

Da mobildækningen i Alperne er meget sporadisk, er det en god ide at informere dine nærmeste grundigt om planerne inden afgang, så der ikke senere opstår panik ved manglende svar på en sms.

På ruten

Det første, du skal være opmærksom på ude på ruten, er faktisk at blive på ruten. Dette er dels for din egen sikkerhed men også for at skåne naturen.

Opfordring til at blive på stierne.

Du efterlader naturligvis ikke affald ude på ruten, heller ikke organisk affald som æbleskrog, uspiste madpakker og lignende.

Skulle du få brug for at træde af på naturens vegne undervejs, så gør det i god afstand fra stien og mindst 50 meter fra vandløb og søer. Dæk til med sten eller endnu bedre, grav ned i mindst 15 cm dybde.

På hytten

Når du ankommer til en hytte, stiller du i første omgang din rygsæk uden for hytten og skifter til dine medbragte hyttesko/sandaler. Derefter henvender du dig til hytteværten og får anvist din soveplads. Hytteværten vil sandsynligvis give dig en lille rundvisning på hytten og anvise de forskellige faciliteter samt oplyse om spisetider og andet praktisk. Skriv dig nu i hyttebogen og indret dig på din anviste soveplads.

Har du lidt skiftetøj med, så foretag en hurtig afvaskning eller tag et bad, skift tøj og hæng det svedige vandretøj og støvler til tørre i tørrerummet.

Nu er det så blevet tid til den ultimative luksus, nemlig at sætte dig godt til rette og bestille en kold øl/vand eller kaffe og dertil et anseeligt stykke Østrigsk bagværk. Herefter kan sløvheden indfinde sig, indtil der typisk kl. 18:30 serveres en solid treretters menu.

Spisning på hytte.

Typisk skal der være ro på hytterne kl. 22:00, måske fordi de i Østrig har en mærkværdig lyst til at stå meget tidligt op og få snuden i sporet.

Morgenmaden, som typisk er en lille buffet, starter oftest kl. 06:00, og det er også her, du mod en beskeden betaling kan lave dig en madpakke og fylde termokanden til den forestående vandredag.

Sikkerhed

Terrænet i Alperne er mange steder udfordrende, og samtidigt kan vejret være meget omskifteligt i højderne. Et vigtigt sikkerhedselement er derfor at medbringe det rigtige udstyr, først og fremmest i form af påklædning men også i form af førstehjælpsudstyr til afhjælpning af mindre skader. Du finder vores pakkeliste til vandretur i Alperne her.

Til trods for at ruterne for størsteparten er fortrinligt afmærket, skal du altid medbringe kort og kompas, samt vide hvordan du bruger det. Dårligt vejr kan nemlig hurtigt overraske og nedbringe sigtbarheden, så du ikke længere er i stand til at følge mærkningen. Overvej om du skal medbringe en GPS.

Tordenvejr er en særlig risiko i Alperne. I sommerperioden er der en tendens til, at tordenvejr opbygges ud på eftermiddagen, og det kan derfor være en god ide at starte din vandring tidligt. Tordenvejr er farligt, og det kan opstå hurtigt og ret voldsomt. Søg hurtigts muligt ned fra udsatte toppe, undgå at færdes i det åbne terræn, nær vandløb eller enkeltstående træer. Sæt dig på hug med samlede ben.

Resultatet af et nyligt lynnedslag.

Der er som udgangspunkt ikke mobilforbindelse i Alperne, men er der dækning, er bjergredningens nødkaldsnummer 140. På langt de fleste hytter har de sattelitforbindelse og kan tilkalde hjælp. Med mindre du selv medbringer udstyr til sattelitkommunikation, vil fremgangsmåden ved alvorlige ulykker derfor være at sikre den tilskadekomne og sende en person afsted til nærmeste hytte for at tilkalde hjælp. Her er det naturligvis vigtigt, at du har sikret dig den mest eksakte position af skadestedet.

Læs mere om sikkerhed i vores turhåndbog her og om førstehjælp på tur her.

God tur!