Facebookmail

Orientering med kort og kompas er en grunddisciplin du som friluftsmenneske bør beherske. Det gælder først og fremmest din sikkerhed men er også med til at gøre det sjovere at være på tur.

Kort og kompas i anvendelse

Som så meget andet kan det virke lidt indviklet i begyndelsen men med øvelse, og måske lidt hjælp fra mere erfarne, kan det let læres.

Her under vil vi først gennemgå kompasset og kortet. Derefter ser vi på hvordan det bruges sammen.

Kompasset

Kompasset grundlæggende egenskab er at det kan vise nordretningen, men kompasset er indrettet så det kan anvendes til langt mere end dette. Lad os først se lidt på kompasset og dettes indretning.

Kopassets indretning

Kompasset består af en gennemsigtig bundplade påtrykt en række linealer til udmåling på kort samt en såkaldt marchpil. Bagest på bundpladen er der monteret et rundt væskefyldt kompashus hvori kompasnålen er ophængt. Kompasnålen er rød i norenden, mens den er hvid i sydenden. Kompashuset kan drejes rundt og en skala oven på kompashuset angiver positioner i grader. I bunden af kompashuset findes kompashusets nordpil samt en række kompasmeridianer som følger med når kompashuset drejes. På nogle kompas, nemlig spejlkompas, vil der bagest på bundpladen være monteret et spejlhus som kan klappes op. Dette anvendes ved pejling, hvorfor denne type kompas ofte omtales som pejlekompas.

Pejlekompas
Pejlekompas

For at kompasset skal fungere skal det holdes vandret sådan at kompasnålen kan dreje frit rundt i kompashuset. Da kompasset baserer sig på jordens magnetfelt er det særdeles følsomt overfor magnetiske genstande, hvorfor det bør holdes så langt væk fra sådanne som muligt.

Misvisning

Når man taler om nordretning skelner man mellem den geografiske og den magnetiske nordretning. Dette skyldes at den geografiske nordretning som anvendes i kortet, antager at den magnetiske nordpol ligger netop på nordpolen. Dette er imidlertid ikke tilfældet og der må derfor ved overførsel af retning mellem kort og terræn, teoretisk altid kompenseres for denne misvisning. Misvisningen er forskellig afhængigt af hvor på kloden man befinder sig og tilmed ændre den sig ganske lidt fra år til år. Du kan finde information om misvisningen og den hastighed hvormed den ændre sig i de geodætiske kort. I reglen vil det ikke være nødvendigt at kompenserer for misvisningen ved vandring i Skandinavien, idet misvisningen her er inden for et par grader og dermed ubetydelig. Ved vandring i det nordlige Norge, grønland osv. kan det der i mod være nødvendigt at kompenserer, idet misvisninger her er lang større.

Hvad betyder misvisningen for brug af kompasset
Misvisningen betyder at den måling som tages med kompasset er forkert i forhold til den samme måling foretaget på kortet.

Når du laver en pejling med kompasset vil den altid indeholde misvisningen og kaldes derfor den misvisende retning. Når du derimod laver en måling i kortet er det med udgangspunkt i den ”rigtige” eller geografiske nordretning og denne kaldes derfor den retvisende retning.

Laver du en pejling til en fjeldtop i landskabet på 30 grader, i et område hvor misvisninger er opgivet til -3 grader også kaldet 3 grader vest, vil den retvisende pejling være 27 grader. Altså skal du foretage en omregning før pejlingen kan bruges i kortet.

I praksis kan omregningen udelades hvis misvisningen er opgivet til mindre end 3 grader, idet pejlinger foretaget med kompasset alligevel vil være behæftet med en større usikkerhed. Information om misvisningen er normalt opgivet i kortet som vist på kortudsnit her under.

Kortudsnit som angiver misvisningen.
Kortudsnit som angiver misvisningen.

Kortet

Til friluftsaktiviteter anvendes normalt geodætiske kort i målestok 1:25.000 eller 1:50.000, idet disse indeholder de nødvendige detaljer for vandring, skiløb, kajak, mm. Tag derfor aldrig på tur med et kort i højere målestok en 1:50.000 og vælg, hvis muligt, altid den laveste målestok.

Målforhold
Kortest målforhold eller målestok angiver størrelsesforholdet mellem kortet og virkeligheden. På et 1:25.000 kort svare 4 cm på kortet til 1 km i virkeligheden, hvorfor dette kort også kaldes et 4 cm kort. På et 1:50.000 kort svare 2 cm på kortet til 1 km i virkeligheden, hvorfor dette omtales som et 2 cm kort.

Kortudsnit som angiver målforhold.
Kortudsnit som angiver målforhold.

Eksemplerne nedenfor viser forskellen i detaljeringsgrad med kort i forskellige målforhold.

Udsnit af kort for området omkring Himmelbjerget i målestok 1:25.000.
Udsnit af kort for området omkring Himmelbjerget i målestok 1:25.000.
Udsnit af kort for området omkring Himmelbjerget i målestok 1:50.000.
Udsnit af kort for området omkring Himmelbjerget i målestok 1:50.000.

Højdekurver
Hvor kortets målestok angiver størrelsesforholdet i planet, angiver kortets ækvidistance målestokken i højden og dermed højdeforskellen mellem to højdekurver. På et 1:25.000 kort er ækvidistancen normalt 10 meter, mens den på 1:50.000 kort er 20 meter, svarende til en højdeforskel mellem højdekurverne på henholdsvis 10 og 20 meter Kortest ækvidistance er normalt skrevet på kortet som vist på figuren nedenfor.

Kortudsnit som angiver målforhold og ækvidistance.
Kortudsnit som angiver målforhold og ækvidistance.

Højdekurverne er normalt tegnet sådan at der for hver 100 meter er en fed højdekurve også kaldet en tællekurve.

Udsnit af N50 kort med tydelige tællekurver.
Udsnit af N50 kort med tydelige tællekurver.

Signaturer og kortlæsning
På kort anvendes en række signaturer eller tegn for at illustrerer egenskaber og objekter i landskabet. På denne måde er det muligt at adskille f.eks. opdyrket areal, mose, skov, by osv. og dermed danne sig et billede af landskabet. På kort i målestok 1:50.000 og bedre er bygninger, småveje og stier normalt også medtaget.

Det er vigtigt for læsningen af et kort at man er bekendt med signaturerne, men også med detaljeringsgraden. Bruge man f.eks. normalt 1:25.000 kort og så pludselig står med et 1:100.000 kort kan det forholdsvis let gå galt, hvis man ikke samtidigt husker at detaljeringsgrad og særligt målestok er væsentligt anderledes.

Udsnit af signaturforklaring på N50 kort.
Udsnit af signaturforklaring på N50 kort.

Langt de fleste kort er udstyret med en signaturforklaring nederst på kortet eller på bagsiden som forklarer hvad de anvendte signaturer på kortet betyder. Gør dig selv den tjeneste at sætte dig grundigt ind i denne! På figuren ovenfor ses en typisk signaturforklaring fra et kort i den norske N50 serie.

Grovorientering

Orientering kan deles op i to kategorier, nemlig grov- og finorientering. Overordnet kan man sige at grovorientering er den orientering som finder sted ved normalt tempo og uden konstant fokus på hjælpemidler som kompas og kort. Finorientering der i mod, kræver i reglen nedsat tempo og omfattende brug af kort, kompas eller begge dele. Lad os først se lidt på metoder til grovorientering.

Kend din hastighed

Først og fremmest er det vigtigt at du kender din march hastighed i terrænnet, sådan at du har en ide om hvor hurtigt du flytter dig og dermed kan forvente at være til et givent tidspunkt. Med tiden vil du opbygge erfaring med dette, men ind til da vil det være en god ide at måle den.

Vandre du med GPS modtager kan du blot bruge din gennemsnitshastighed over et givent tidsrum. Har du ikke en GPS modtager til rådighed, kan du med mellemrum tage tid på hvor lang tid du er om at tilbageligge en kendt distance i terrænnet.

Hvor den typiske march hastighed for en voksen person på en sti eller vej er 5 -6 km/t, falder den til 3 – 4 km/t i middelsvært fjeldterræn.

Sigtepunkt

Den vel nok mest almindelige metode til grovorientering er at finde et egnet sigtepunkt i kortet som ligger på den ønskede rute og derefter identificere dette punkt i landskabet. Denne metode til grovorientering er fleksibel, idet den tillader store afvigelser fra den rette linje, uden at besværliggøre eller ændre betingelserne for den fortsatte orientering.

Metodens svaghed er at den ikke klart afgrænser din færdsel på tværs af den ideelle kurs, i forsøget på at krydse forhindringer som f.eks. elve kan man således komme langt væk fra den ideelle kurs og dermed havne i ukendt terræn. Vær derfor forsigtig med udelukkende at anvende denne metode, hvis du ikke har overblik over terrænets beskaffenhed, i et passende område til hver side for din ideelle kurs.

Opfang
Hvor det ikke er muligt at finde et anvendeligt sigtepunkt kan man i stedet anvende en elv, bevoksningsgrænse, sti, eller anden let identificerbar linje i landskabet som krydser ens ønskede kurs. En sådan linje kaldes et opfang. Man udstikker en grov kompaskurs som med sikkerhed vil ramme opfanget og følger denne. Når man rammer opfanget følges dette i en kendt retning til et identificerbart karakteristika. Dette kan f. eks. være en sø, et knæk på stien eller bevoksningsgrænsen, ell. Dette kaldes et stoppunkt og omtales senere.

Når du anvender opfang er det vigtigt at du anvender opfangslinjer som ligger så vinkelret som muligt på din ideelle kurs, da du ellers ved afvigelser i kompaskursen risikerer at gå parallelt med opfanget eller helt omgå det.

Ledelinjer
En lidt mere præcis metode til grovorientering er anvendelse af naturlige ledelinjer i landskabet. En ledelinje kan f.eks. være en skovgrænse, elv, dal, eller lignende landskabskarakteristika som det med sikkerhed er muligt at identificere, i såvel landskabet som i kortet.

Ved anvendelse af ledelinjer bør du være opmærksom på at der er forskel på hvor pålidelige de naturlige ledelinjer er. Normalt vil ledelinjer som vandløb, veje og stier være forholdsvis uforanderlige, mens f.eks. bevoksningsgrænser er under konstant forandring.

Stoppunkter og stoplinjer
Uanset hvilken af ovenstående metoder til grovorientering som anvendes, er det vigtigt at sikre at man får stoppet i tide. Til dette formål anvendes stoppunkter og stoplinjer, hvor stoppunkter anvendes sammen med ledelinjer og opfang, mens stoplinjer anvendes sammen med sigtepunkter.

Før du begynder at følge en ledelinje skal du identificerer et punkt på linjen hvor du ønsker at stoppe og evt. ændre kurs. Et sådan punkt kan f.eks. være en sø på vandløbet, en lysning i bevoksningsgrænsen, et kryds på stien, osv.
Ligeledes skal du før du begynder at gå mod et sigtepunkt, identificerer en stoplinje som krydser din ideelle kurs, der hvor du ønsker at stoppe. En stoplinje er nøjagtigt som opfang og ledelinjer en identificerbar linje i landskabet som f.eks. et vandløb, bevoksningsgrænse, ell.

I områder som er svært fremkommelige eller hvor det er vanskeligt at identificere karakteristika i landskabet, kan det være nødvendigt at anvende ekstra stoplinjer, til klart at indikerer at du er gået for langt, afviger meget fra din ideelle kurs, eller nærmer dig potentielt farlige områder. Sådanne stoplinjer bør vælges med omhu for at sikre at du ikke kommer til at omgå dem uden at bemærke det.

Finorientering

Hvor du ved grovorientering ikke konstant beskæftiger dig med din absolutte position, er finorientering langt mere koncentreret og kræver konstant brug af kort og kompas. Lidt groft kan man sige at du ved finorientering til hver en tid kan udpege din position med få meters nøjagtighed.

For at muliggøre en så nøjagtig positionsbestemmelse er det nødvendigt at benytte sig af alle de informationer som kortet indeholder. Derfor gælder det, at uanset om du hovedsageligt finorienterer ved kompasgang, kendemærker eller højdekurver, så benyttes alle andre metoder samtidigt som kontrol.

Kompasgang
Ved kompasgang udmåler du en kurs fra et punkt til et andet på kortet og vandre efter denne.

Kompaspejling
Kompaspejling

Kompasretningen udmåles ved at placere kompasset på kortet, sådan at kompassets kant skære start og slutpunkt og kompassets marchpil peger i vandreretningen. Nu drejes kompashuset sådan at kompasmeridianerne er parallelle med kortest meridianer og kompashusets nordpil peger i nordretningen. Aflæs nu retningen på kompassets gradskive.

Når du skal vandre efter den opmålte kompasretning holdes kompasset vandret foran dig og du holder nu den retning marchpilen udpeger, sådan at kompasnålens nordpil hele tiden er sammenfaldende med kompashusets nordpil.

Det er væsentligt lettere at følge en kompaskurs nøjagtigt, hvis du kan finde terrængenstande at sigte efter. Prøv også løbende at finde kendetegn i terrænet som kan hjælpe dig med at kontrollere din kurs og fastlægge din position.

Bemærk at hvis du er i et område med betydelig misvisning skal der kompenseres for denne ved alle overførsler af kurser mellem kort og terræn.

Gå efter kendetegn i landskabet
I områder hvor landskabet byder på stor variation f.eks. i form af mange vandløb, stier eller skiftende bevoksning, kan det være tilstrækkeligt at finorienterer efter disse og blot benytte kompasset til løbende at kontrollerer positionen, ved pejling og retningsmåling af terrængenstande.

Stedbestemmelse ved kompaspejling
Bestemmelse af position ved pejling, kan give dig en meget nøjagtig position, forudsat at du er sikker på dine pejlepunkter, har et pålideligt kompas og er omhyggelig med din pejling.

En kompaspejling kan foretages med et almindeligt kompas, men kan i reglen foretages noget bedre med et pejlekompas, også kaldet et spejlkompas.

Stedlinje ved pejling
En stedlinjepejling foretages ved at holde kompasset vandret i øjenhøjde og sigte på et kendt punkt med kompassets marchpil. Nu drejes kompashuset til kampasnålens nordpil og kompashusets nordpil er sammenfaldende og retningen aflæses.

Nu skal pejlingen overføres til kortet og dette gøres ved efterfølgende at placere kompasset på kortet, sådan at kanten af kompasset i marchpilens retning skære det punkt som blev pejlet. Nu rettes kompasset ind sådan at kompashusets meridianer er parallelle med kortest meridianer og kompashustes nordpil peger mod kortets nordretning. Tegn nu en streg langs den kant af kompasset som skære pejlepunket og du har en såkaldt stedlinje.

Stedlinjen angiver ikke din position, men blot at du befinder dig et sted på denne linie. Du mangler altså endnu en linie for at fastlægge din position. Står du ved en kendt stedlinje som f.eks. et vandløb eller en bevoksningsgrænse, kan denne fungerer som din anden stedlinje til positionsbestemmelsen. Din position vil derfor være der hvor den pejlede stedlinje og terræn stedlinjen krydser hinanden.

Krydspejling
Ved krydspejling fastlægges blot to stedlinjer ved kompaspejling, til to forskellige kendte punkter i terrænet og din position vil være der hvor de to stedlinjer krydser hinanden. Fremgangsmåden er altså identisk med den som er beskrevet for stedlinje ved pejling, den skal bare udføres to gange.

Ved krydspejling er det vigtigt at finde to pejlepunkter som er indbyrdes gunstigt placeret for en god stedbestemmelse. Den bedste pejling opnås således ved to punkter som ved pejling fra din position danner en ret vinkel, mens to punkter som danner en meget spids eller stump vinkel ikke egner sig.

Kontrol af position ved pejling
Hvad enten du har bestemt din position ved terrængenstande, stedlinje eller krydspejling, er det altid en god ide at kontrollerer din position, ved at udføre en ekstra stedlinjepejling. Skære denne stedlinjepejling ikke såvel pejlepunktet som din antagne position, er det noget galt og du bør gentage din stedbestemmelse.

Naturlige retningsgivere

Har du trådt på dit kompas eller gider du bare ikke hive det op af lommen under grovorientering, kan du til en vis udstrækning anvende naturens naturlige retningsgivere. Samtidigt kan de fungerer som en kontrol på om du har lavet fatale orienteringsfejl.

Træers hældning
I områder med en herskende vindretning vil du se at bevoksningen hælder svagt væk fra den herskende vindretning og samtidigt har tættere grene på læsiden. Denne retningsindikator er f.eks. meget tydelig i klitplantager og hedeområder langs Danmarks vestkyst.

Vækst på sydsiden
I langt de fleste bevoksninger vil du kunne finde mere eller mindre tydelig forskel i f. eks. mos og lav bevoksning på træstammers nord- og sydside. Da mos og lav vokser bedst i skyggen, vil du altid finde den kraftigste bevoksning på nordsiden. Ligeledes vil du i mere åbent terræn i reglen kunne se kraftigst bevoksning på sydsiden.

Solens position
For at benytte solens position som retningsgiver er det naturligvis nødvendigt at solen er synlig, men også at vide hvad klokken er. Ved du dette, kan retningen findes ud fra nedenstående:

 Tid Solens retning
 03:00 NORDØST
 06:00 ØST
 09:00 SYDØST
12:00 SYD
 15:00 SYDVEST
 18:00 VEST
 21:00 NORDVEST
24:00 NORD

Nordstjernen
Hvis det er stjerneklart kan nordstjernen anvendes som indikator for nordretning. Nordstjernen er den klareste stjerne i stjernebilledet Lille Bjørn.

Nordstjernens placering.
Nordstjernens placering.

Nordsternen findes let ved at gå ud fra de to bageste stjerner i Karlsvognen. forlæng linien mellem de to bageste stjerner opad, svarende til ca. 5 gange længden mellem dem. Her finder du den klareste stjerne i stjernebilledet Lille Bjørn som ligner en miniudgave af Karlsvognen.