Vi var nu på 6. dag af vores vandretur på Sellrainer Hütterunden, og efter en hviledag (naturligvis med en enkelt dagstur) på Westfalenhaus var vi nu klar til at drage videre med fuld energi. Noget tydede også på, at vi ville få brug for rigeligt med energi, for dagens rute ville blive hård med en brat opstigning til næsten 3000 moh og passage af såvel et pas som en lille bræ.
Lykkeligt uvidende om den sortstiplede rute forude forlod vi Westfalenhaus under lavt skydække. Sækkene var i vanlig stil pakket med velsmurte madpakker og en termokande med friskbrygget te. Vi sagde pænt farvel til hytteværten og startede den bratte opstigning, som i løbet af den næste ca. 2,5 km ville bringe os yderligere 600 højdemeter tættere på himlen og den nyfaldne sne fra nattens byger.
Vi holdt adskillige små pauser på vej mod toppen, og alle krævede de, at både uld, dun og skaljakke måtte frem. Det var koldt, og en bidende vind havde valgt samme rute som os. Det var en påmindelse om, at udstyr som hue, vanter og skaltøj har en berettigelse, selvom vejret nede i dalen er til shorts og solcreme.
Selv om opklaringen udeblev, var humøret ved de fleste lige så højt som pulsen. Den udfordrende rute med antydning af klatring og udsigten mod toppen motiverede, mens snakken om rutevalg gik flittigt. Vi kunne allerede nu skimte snefonen som varslede de næste udfordringer, men det var sikkert fint, at vi ikke vidste, hvad der ventede.
Vi nåede toppen og blev hilst velkommen af et velplaceret ruteskilt som samtidigt udstak retningen for vores forestående nedstigning. Inden vi begyndte at overveje denne, var det dog tid til lidt frokost og en kop varm te.
Med fornyet energi og varme i kroppen begyndte nogle af os at ærgre os lidt over de få manglende meter i at nå 3000 moh. Vi skulede mod den nærliggende Schöntalspitz i 3002 moh og betragtede den sporadiske markering af en rute. Det skulle have et forsøg!
Vi (altså nogle af os) nåede et stykke op mod toppen, før en kombination af snevejr og rebet rute tvang os ud i en fornyet risikovurdering af projektet.
Dette fordrede i øvrigt en vigtig snak, som vi har haft nogle gange på vores ture vedrørende risikovurdering. Udvekslingen gik nogenlunde således:
Jeg har godt fat, jeg falder ikke!
Kig lige ned, hvad sker der, hvis du alligevel falder?
hmmmm….så dør jeg nok!
Det handler nemlig mindre om at vurdere risikoen for, at det går galt, men mere om at vurdere konsekvensen af hvis det går galt. Slår jeg mig lidt, skal jeg hentes ud i helikopter eller samles op i stumper…….Det er selvfølgelig individuelt, hvor stor en risiko man er villig til at tage, men på vores ture forsøger vi at holde et niveau, hvor det er ok at slå sig, mens vi virkelig ikke har lyst til at trykke på SOS knappen og endnu mindre lyst til at blive en mindre familie.
Nå, men med gennemført risikovurdering og den konklusion, at det ville ende fatalt, hvis man faldt, vendte vi om og returnerede til det ventende turmedlem og vores rygsække, hvorfra nedstigningen på nordsiden af passet skulle starte.
Her blev vi mødt af en “spændende” rebet rute på kanten af Zischgeles bræen, som krævede, at hele kroppen skulle i brug.
Dette efterfulgt af en kombineret glide/vandretur ned over Zischgeles bræen, før vi endelig kunne tage en velfortjent pause på en stor sten.
I takt med, at vi kravlede ned mod dalen, ændrede ruten karakter fra det golde sten- og snelandskab til en frodig dal med en rivende elv. Samtidigt indfandt den lovede opklaring sig, og der kom varme i kroppen på den sidste del at ruten.
Gennem dalen følger ruten den imponerende Gleirschbach elv, som leder smeltevandet væk fra Zischgeles bræen og det omkringliggende højland. Et enkelt turmedlem insisterede indledningsvis på, at det krystalblå vand skulle krydses, ind til han havde besigtiget vandføringen nærmere og klogeligt valgte at følge ruten frem til broen lige før opstigningen til hytten.
Vi ankom trætte og udfordrede til en fantastisk flot og hyggelig Pforzheimer Hütte, som bød velkommen med sol og kolde drikke på terrassen.
Dette var en af de dage, hvor turlivet var skønnest, og turfolket stoltest. Her materialiserede snakken om at skabe et robust familiefællesskab gennem støttede udfordringer sig på smukkeste vis og i forening med oplevelser, som gav mening for os alle. De interesserede spørgsmål til vores rute og den synlige beundring fra de andre hyttegæster har sikkert også i nogen grad bidraget til de unge vandrefolks vokseværk.
Fakta:
Ruten går fra Westfalenhaus til pforzheimer Hütte. Turen er ca. 8,5 km og højeste punkt er 2950 moh. Sværhedsgraden er høj og en del af ruten er alpin, hvilket indebærer let klatring og rebet rute.
Det er vores vurdering, at denne rute ikke bør gennemføres med børn under 12 år og uden forudgående erfaring med vandring i vanskeligt terræn.
I er alt for seje!