Ud af komfortzonen

Facebookmail

En vintermorgen i 2001 sad vi på DNT hytten Lakkenstova i Setesdalen og gjorde de sidste forberedelser før dagens tur mod DNT hytten Josephsbu. En engelsk gruppe havde netop forladt hytten med kurs mod DNT hytten Kvinen, da vi opdagede, at en af deltagerne havde forbyttet sin ene skistøvler og efterladt en kombination af størrelse 43 og 45…..uheldigt når man bruger størrelse 45! Det resulterede i, at undertegnede i jagten på den britiske forsamling piskede ud over den snedækkede sø nedenfor Lakkenstova med et par stistøvler dinglende fra bæltet. Gruppen var ledet af Tim Davis, og det var vores første møde med ham, der senere etablerede og stadig ejer TrollAktiv! Siden den dag har vi ofte passeret forbi TrollAktivs center lige uden for Evje i Setesdalen. Hver gang har børnene fået historien om de forbyttede skistøvler, og hver gang har vi talt om, at vi en dag skulle aflægge dem et besøg.

Lakkenstova vinter 2001

Mens vi sidste år vandrede på Hardangarvidda, og vi som forældre med stolthed konstaterede, at vores børn nu til fulde mestrede fjeldvandringens kunst, faldt snakken som så ofte før på næste års eventyr. Der opstod hurtigt enighed om, at vi næste år skulle bevæge os ud af mestringens komfortzonen og prøve noget nyt. Ja, måske endda lære noget nyt! I den kontekst sporede snakken sig hurtigt ind på TrollAktiv, og inden vi forlod Hardangarvidda, var beslutningen taget om eventyret for 2019.

Skal man gøre noget, så kan man lige så godt gøre det ordentligt. Derfor bookede vi en hel uge ved TrollAktiv med overnatning i telt, fire forudbestemte aktiviteter og plads i programmet til at tilføje yderligere aktiviteter undervejs. De forudbestemte aktiviteter var valgt efter et sindrigt afstemningssystem med indbygget vetoret. Resultatet blev, at vi skulle på river rafting, klatrebane, wild water kajak og endelig lazertag krig. Sidstnævnte var tæt på at lide vetoskæbnen fra familiens voksne men overlevede i demokratiets navn.

Vores lejr (lavvuen) ved TrollAktiv i Evje

Da vi plantede vores telt ved TrollAktiv en solrig eftermiddag i starten af juli var vi fulde af forventning, men vi var også spændte på de udfordringer, vi ville møde. Med lejren etableret brugte vi resten af eftermiddagen på at indsnuse atmosfæren, og drengene fattede hurtigt interesse for de mange engelsktalende instruktører med langt hår, vildt skæg og iført eksotisk udstyr som våddragter, hjelme og klatreudstyr. Pænt cool og stik mig så en pizza!

Der er ingen tvivl om at man befinder sig på et friluftscenter

Dette er en del af en samlet turberetning. Du kan læse de øvrige dele og se flere billeder på www.tranumthomsen.dk.