Facebookmail

På længere ture melder der sig et behov for fornyet energi til pandelamper, kamera, GPS og andet elektronisk isenkram. Det kan derfor være en god ide at medbringe solpanel og powerbank.

Der findes et stort udvalg af såvel powerbanks som solpaneler, og det vil være umuligt at komme omkring dem alle her. I stedet vil vi se lidt på hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med anskaffelse og her er robusthed samt ydelse og kapacitet vigtige elementer.

Robusthed

Som med alt andet grej og særligt elektronisk isenkram skal det være robust. Et solpanel eller en powerbank til turbrug skal kunne pakkes forsvarligt sammen, kunne tåle regn og fastgøres sikkert på rygsæk, telt, m.m.

Når det gælder solpaneler bør du være opmærksom på at de ikke tåler at blive bøjet og at panelernes overflade let får ridser. Derfor bør de være konstrueret på en måde så panelernes overflade er beskytter når de er pakket sammen.

Ydelse & kapacitet

For at finde den rette sammensætning af solpanel og powerbank er vi nødsaget til at se lidt på begreberne ydelse og kapacitet.

Ydelse er et udtryk for den afgivne effekt, altså en øjebliksværdi som måles i W eller A. Ydelse er et relevant mål for solpaneler og du kan sammenligne dette med hvor meget vand der løber ud af en vandhane i sekundet.

Kapacitet er et udtryk for den oplagrede energimængde som måles i Ah eller Wh. Kapasitet er et relevant mål for powerbanks og dette kan du sammenligne med størrelsen på den spand som vandet fra hanen løber ned i.

Kapaciteten på et batteri angives som sagt i i Ah eller for mindre udstyr typisk i mAh.

Kapacitet [mAh] = Kapacitet [Ah] x 1000

Et moderne mobiltelefon er typisk udstyret med et batteri i størrelsesordenen 3000 mAh, hvilket vil sige at der kan bruges 1000 mA i 3 timer, eller f.eks. 3000 mA i en time, før batteriet er tømt.

En powerbank er i al sin enkelthed et batteri og derfor er kapaciteten af denne også opgivet i mAh, hvilket gør det let at udregne hvor mange gange en given powerbank kan oplade din telefon.

Antal opladninger [teoretisk] = powerbank kapacitet [mAh] / telefon batteri [mAh]

Har du f.eks. en powerbank med en kapacitet på 10.000 mAh så vil den i princippet kunne oplade en telefon lidt over 3 gange. Dette er dog kun i princippet, da der skal indregnes en vist tab. Reelt bliver det derfor nok nærmere 2,5 i dette eksempel.

Når det kommer til solceller så er det som sagt ydelse vi skal se på og denne opgives i W. Under antagelse af en spænding på 5 V, som gør sig gældende for USB udstyr,  kan denne omregnes til A. Tager vi f. eks. et solpanel med en ydelse på 8 W svare det til 1,6 A under optimale betingelser.

Solpanel ydelse per time [Ah] = Solpanel ydelse [W] / 5 [V]

På en time og under optimale betingelser vil dette panel altså have en kapacitet på 1,6 Ah eller 1600 mAh.

Hvis vi går tilbage til eksemplet fra før med en powerbank på 10.000 mAh vil denne således i princippet kunne oplades på lidt over 6 timer med et 8 W solcellepanel. I realiteten vil det tage længere tid p.g.a. tab og mindre end optimale betingelser.

Opladningstid [h] = Powerbank kapacitet [Ah] / ( Solpanel ydelse [W] / 5 [V] )

I praksis vil et solpanel på 5 – 7 W i kombination med en powerbank på 5000 – 8000 mAh være nok, hvis du blot skal holde liv i en enkelt telefon på tur og forventer rimeligt med sol. Skal du holde liv i mere udstyr som f.eks. GPS, kamera, osv. skal du op i et 10 – 15 W solpanel i kombination med en 10.000 – 15.000 mAh powerbank.

Endelig har det forventede antal soltimer også indflydelse på hvad du skal vælge. Skal du vandre under sydens sol med blå himmel hver dag, har du sandsynligvis brug for mindre solceller end hvis du skal vandre på Færøerne, hvor solen kan være en mere sjælden gæst.

Vores solpaneler & powerbanks

På vandreture bruger vi typisk et NOMAD7 solpanel fra GoalZero. Det har en ydelse på 7W og størrelsen gør det let at spænde på rygsækken så powerbank kan lades mens du vandre.

NOMAD7 panel monteret på rygsæk

På ture hvor vi tilbringer mere tid i lejr bruger vi oftest et lidt større panel på 16 W fra RavPower.

RavPower 16W solpanel

Bemærk at begge solpaneler har flere fastgøringspunkter som gør det let at hægte på rygsækken eller teltet.

Vores mest anvendte powerbank er fra RavPower og har en kapacitet på 10.000 mAh.

Powerbanks. RavPower 10.000 mAh til venstre og GoalZero Guide10Plus til højre

Desuden har vi en Guide10Plus fra GoalZero som egentlig primært er en batterioplader, men som også kan fungere som powerbank.