Facebookmail

Der findes ikke et telt, som passer til alle formål, men der er nogle generelle egenskaber, som er vigtige.

Et godt turtelt er kendetegnet ved:

  • Vandtæt og fast bund, min 5000 mm vandsøjletryk
  • Vandtæt oversejl, min. 3000 mm vandsøjletryk (gælder ikke bomuldstelte)
  • Vindstabilt (med barduner til sikring i storm)
  • Pløkfleksibilitet (skal kunne stilles op, selvom et par pløkker ikke kan komme i jorden)
  • Robusthed (skal kunne tåle nogle tæsk)

Derudover er vægten selvfølgelig afgørende, hvis man skal bære teltet. Skal det derimod transporteres i kano, er vægten underordnet.

Vi har forskellige telte til forskellige formål. Til vandreture, hvor lav vægt er vigtigt, bruger vi henholdsvis et 3 personers Helsport Rondane og et Helsport Fjellheimen Pro 4, mens vi til kanoture og basecamp ture benytter et Nordisk Alfheim 19.6.

Helsport Rondane

Dette telt udmærker sig ved sin lave vægt, vindstabilitet og gode kvalitet. Vi har haft dette telt i over 20 år, og det er stadig som nyt, og det er ikke fordi, det ikke er blevet brugt.

Teltet er til 3 personer, men på en fjeldtur hvor der er brug for plads til udstyr i såvel kabinen som absis, bliver det meget trangt, hvis man er tre personer.

Helsport Rondane på kajaktur nær Stavanger.

Helsport Fjellheimen Pro 4

Vores Fjellheimen Pro 4 bruger vi på vandreture, når hele familien er afsted. Teltet er let og meget stabilt som Rondane, men der er væsentligt bedre plads, såvel i kabinen som i absis. 

Helsport Fjellheimen Pro 4 på tur i nationalpark Thy

Nordisk Alfheim 19.6

Vi anskaffede et Nordisk Alfheim 19.6 med bund og dobbelt kabine, da vi begyndte at tage på længere kano- og basecamp ture med børnene. Teltet er fremstillet i en blanding af 65% polyester og 35% bomuld, hvilket gør, at det kan ånde men samtidigt kan bevare en god vandtæthed. Det er et tungt telt på den forkerte side af 25 kg, som bestemt ikke egner sig til vandring, men som sagtens lader sig tranportere i kano. For os har det vist sig at være det perfekte telt i forbindelse med base camp konceptet, men også til en weekendtur i den danske natur.

IMG_4001
Basecamp i Setesdalen med Nordisk Alfheim

Teltet udmærker sig ved at være stort, hvilket er vigtigt, når man er afsted en hel familie gennem længere tid. Der er plads til at opholde sig inde på en kold regnvejrsdag. Der er rigelig plads til “køkken” i den del af teltet, som ikke optages af sovekabiner. Teltet har vist sig at være særdeles robust og vindstabilt. Det har overlevet flere storme og voldsomme tordenbyger på fjeldet uden problemer.

Nordisk Ydun

Vores seneste teltanskaffelse er et Nordisk Ydun i den klassiske blanding af 65% polyester og 35% bomuld, som gør teltet behageligt at opholde sig og sove i.  

Nordisk Ydun

Dette telt bruger vi til vores faste sov-ude plads i haven, hvor vi tilbringer de fleste sommernætter. Det er samtidigt et eksempel på et telt, som ikke egner sig til fjeldbrug, idet det ikke er vindstabilt, kræver utroligt mange pløkker og er meget tungt.

Teltet er et klassist spidstelt, tydeligt inspireret af det klassiske spejdertelt. I vanlig Nordisk stil er teltet udstyret med en række lækre detaljer som f.eks. vinduer, integreret bund og rigeligt med lommer.