

Duften af friskbagt brød kan få selv den sløveste krop ud af soveposen og det er en kærkommen variation til knækbrød. På længere ture medbringer vi derfor oftest grej til at bage brød samt rigeligt med mel og tørgær.

Tidligere har vi brugt et hjemmelavet koncept til at bage på Trangia, men det slider på både brænder og vindskærm da bunden af Trangia bliver meget varm. Derfor har vi skiftet det hjemmelavede udstyr ud med en Omnia ovn.
Omnia ovnen
Omnia ovnen er en gammel svensk opfindelse som egentlig var tænkt til brug på gamle gaskomfur uden ovn. Den egner sig imidlertid også rigtigt godt til at bruge på de fleste stormkøkkender.

Princippet i ovnen er enkelt og genialt. Varmen fordeles fra brænderen op under bageformen til undervarme og op under låget til overvarme. I låget findes desuden en række små huller som skaber gennemtræk, lidt som i en varmluftovn.
Når du bager på Trangia skal brænderen brænde på lavt blus, ellers bliver brødet typisk brændt på indersiden.
Basisopskrift
Der findes et utal af variationsmuligheder over Omnia brød, men det hele starter med en enkel basisopskrift. Tilsæt nødder, bær, bacon eller andet efter fantasi og smag.
- 2 1/2 dl lunkent vand
- 1 spiseske olie
- Salt
- 1 spiseske honning, sirup eller sukker
- 1/2 pose tørgær*
- ca. 1 liter hvedemel
Tilsæt olie, salt, honning og tørgær og bland grundigt. Tilsæt nu det halve af melet og rør sammen. Tilsæt det resterende mel mens dejen æltes. Lad nu dejen hæve i ca. 30 min.

*Hvis du lader dejen koldhæve i forteltet natten over tilsættes kun det halve tørgær.
Når brødet er forhævet æltes det igennem, rulles ud og placeres i Omnia bageformen. Nu skal brødet efterhæve i ca. 30 min. før det bages.

Når brødet er efterhævet klargøres Trangia og tændes på lavt blus. Husk at slå bøjlerne op på Trangia, ellers er der en risiko for at brænderen går ud. Placer Omnia ovnen på Trangia og bag brødet i ca. 30 min.

Det friskbagte brød skæres i skiver og serveres med smør eller som tilbehør til en suppe.

For mere inspiration til brug af Omnia ovn kan vi anbefale den Svenske bog KOKBOK som indeholder en lang række spændende opskrifter til Omnia Ovn.
God fornøjelse!